Lang kamp blev til Danmarks bedste flexjob

[Dorthe 1971]

Hejsa

Her sad jeg og troede at jeg var ganske alene i verden med en umulig Kommune og sagsbehandlere der er til for Kommunen og ikke for de enkelte borgere. Hvor har jeg dog taget fejl, her er jo mange urimelige og grusomme sager herinde.

Min Historie


Jeg er født med cerebral parese (spastiker) i en mild grad i hele venstre side.
De skavanker der følger mig med den sygdom er, at jeg bliver hurtigere træt end en normal fungerende person og har brug for flere små hvil i løbet af en dag. Jeg har endvidere svært ved at overskue alt for mange opgaver på en gang så arbejder bedst hvis opgaverne kommer løbende.
Smerterne er langsomt taget til og jeg startede i 1989 med at tage smertestillende medicin i de perioder hvor smerterne er værst.

Jeg er blevet kastet rundt i systemet det meste af mit liv. Jeg blev færdig med en HF i 2002 på revalidering og fortsatte så på lærerseminariet efteråret 2002. Det gik rigtig fint indtil ugen før efterårsferien, så kunne min ryg ikke holde til transporten frem og tilbage længere (110 km) hver dag.

Jeg blev sygemeldt og de første tre mdr. kravlede jeg nærmest rundt og så begyndte kampen med Kommunen for alvor. Jeg fik at vide at jeg var nødt til at genoptage uddannelsen indenfor de næste tre mdr. med mindre jeg ville ende på kontanthjælp, men hvordan gør man det når man tager så meget smertestillende at man hverken kan eller må køre bil?

Efter yderligere 3 mdr ender jeg så på kontanthjælp, og derefter går der godt 2 år på "vand og brød" hvor manden lønsedler skulle sendes ind så de kunne regne ud på hvor meget jeg kunne få udbetalt. I dec. 2003 har min mand været på noget uddannelse der har krævet at han overnattede på kursusstedet ... det er jo det vi vil kalde dobbelt husførelse, men selv der tillod de sig at modregne i min bistand. Så i dec 2003 fik jeg udbetalt 3500,- og derudaf skulle der købes mad, tøj, og julegaver. sagsbehandlere blev der jo også løbende skiftet ud så inden en ny kom ind i min sag ja så gik der jo tid ... det må du jo have forståelse for !!

Vi prøvede på at klage, men det fik vi intet ud af, det var bare afslag på afslag.

I 2004 er der en af vores venner der har en mor, der arbejder som privat sagsbehandler, der hjælper såvel privat personer der er kommet i klemme i systemet som Kommuner der har brug for hjælp til at få ryddet op i nogle af deres afdelinger. Flere af vores venner kunne se at det sled på vores familie at vi hele tiden blev staffet pga. at jeg ikke kunne genoptage min uddannelse.

Jeg var i mellemtiden kommet i arbejdsprøvning hos et vikarbureau og tvungen motion for ledige hos de lokale fysiopeuter, så er det at denne privat sagsbehandler bliver sat på sagen, for vi kunne jo ikke forstå at jeg var gået direkte fra revalidering til kontanthjælp og at der ikke var kommet andre tilbud til mig som fx visitering til et flexjob.

Det var som at starte 3. verdenskrig, for Kommunen ville jo helst ikke have at jeg havde en bisidder med og da hun så var med og direkte spurgte min sagsbehandler om hun havde trukket hendes uddannelse i en automat for med den måde hun talte og behandlede hendes klienter på kunne hun umuligt have en uddannelse som sagsbehandler. Derefter prøvede Kommunen alt hvad de kunne på at undgå at jeg havde min private sagsbehandler med, men det tog vi stille og roligt for der blev sendt ankeklager ind og ombudsmanden kom også ind i sagen, da selv borgmesteren nægtede at deltage i et møde for at høre vores sag.

I de næste måneder kæmpede vi for at få mig visiteret til et flexjob, samtidig med at de lokale fysioterapeuter snakkede om at de godt kunne bruge en sekretær ca. 12 timer om ugen. Den fysioterapeut der stod for den tvungen motion fik mig til at søge om vederlagsfri behandling via min egen læge og det fik jeg uden problemer ( endelig noget der lykkes uden kamp). Jeg fik så et afslag på min ansøgning om visitering til flexjob og vi var ved at snakke om en skilsmisse da vores økonomi ikke kunne bære ret meget længere, der var konstant 0 eller minus på kontoen

Så var det at en lokal politikker kom ind i sagen, og hun fik at vide at næste skridt fra min private sagsbehandler var, at bringe min historie frem i medierne og at vi ville fortsætte hele vejen nu! Jeg havde som sagt fået afslag på visitering til flexjob, men så 14 dage senere fik jeg et nyt brev hvor der stod at jeg pludselig var visiteret til et flexjob ( har vi smilet og rystet lidt på hovedet af senere) Tænk sig at jeg pludselig var blevet så meget dårligere i løbet af 14 dage så jeg kunne blive visiteret til et flexjob.

I november 2004 kommer jeg så i afprøvning hos fysioterapeuterne, og i april 2005 bliver jeg så endelig fastansat i et flexjob. Afprøvningen blev forlænget lidt pga. min fysioterapeut pænt måtte fortælle jobkonsulenten at de 25 timer de havde sat næsen op efter ikke var realistiske, men at jeg skulle ned på 20 timer.

I dag har jeg det som blommen i et æg, arbejder på kontoret samme sted som jeg får behandling og træner for at holde min krop kørende. Har jeg brug for en ekstra behandling jamen så finder jeg jo bare selv tiden
Der findes vist ikke et bedre flexjob i Danmark

Min familie holdt sammen hele vejen igennem, selvom det var hårdt. Vores to børn spurgte i de første mange måneder efter jeg var kommet i flexjob ... jamen mor har vi nu også råd til at købe alt det det viser jo endnu en gang at ens børn er meget mere bevidste om de ting der sker i deres nærhed end vi forestiller os.

Jeg synes, at min historie viser at det betaler sig at kæmpe, selvom det kræver at man skal være utrolig stærk for at være syg i det danske samfund.

Mvh

Dorthe