Mit Kaos

[Bang]

I 2007 kom jeg til skade med mit h. ben, hvor jeg trak en hest. Hesten blev bange og trak i tovet, jeg faldt og hesten blev mere bange og løb hen over mig og trådte på indvendige h. ben. Lægerne siger at der er god overensstemmelse mellem traumet og de gener jeg har.

Jeg har ondt i mit ben hver eneste dag. Der er mange ting jeg kan, men absolut også mange ting jeg ikke kan og ofte er det jo de sjove ting jeg ikke kan. Lege med mine børn, dyrke sport, ikke at være den første der tager hjem fra en fest, fuldstændig forkrampet af smerter, at tage på shoppe tur en hel dag med veninderne, selv at sidde i biografen uden at det giver flere smerter, gå til koncert. Have overskud til at takle selv små problemer i dagligdagen. Jeg prøver at overbevise mig selv om at jeg er afklaret med alt det jeg ikke kan, men fakta er at det kun er et skalke skjul, jeg holder sammen på mig selv og prøver at over bevise mig selv og andre.
Det første år jeg var efter jeg var kommet til skade var jeg på børnepasningsorlov efter den gamle ordning, da jeg godt kunne tage vare på mine børn når de kom hjem fa skole. De sidste 2 år har været på syge dagpenge og nu er kassen lukket. Jeg var oppe og arbejde 18 timer dog uden at være stabil på dette timeantal, tror dog at når jeg får fred er det niveauet.

Alle`-, arbejdsgivere, smerteklinik, ortopædkirurg, mentor skriver at jeg har betydelig varige mèn og at 18 timer må betragtes som max. Så er der lige en enkelt en klinisk erhvervs psykolog som skriver at hvis jeg fortsat følger det han siger og bliver ved med at få coaching så er mit ” Tilbagevendentil arbejdsmarkedet som helt eller delvist realistisk” hvad det så end betyder, ja selv jobcenteret var i tvivl og sender derfor en mail til ham, den bliver dog, efter min mening, ikke nemmere at tolke. Det er dog belejligt for både psykologen og kommunen at have sådan en udtalelse, de har tolket at der er mulighed for forbedring, dvs. de kan spare penge og psykologen kan blive ved at tjene penge på at jeg kommer hos ham…….

Så nu står jeg i økonomi *******, min mand tjener for meget til kontanthjælp, men for lidt til at kunne forsørge os alle, dvs. mig og 4 børn, hvoraf det ene er mistænkt for at have autistiske træk, men endnu ikke udret, måske i år 2015 vi kunne i hvert fald først få en tid i april 2012.

Jeg har gennem hele forløbet kæmpet og kæmpet , men hver gang har kommunen fundet på noget nyt, og jeg tænker at de kan blive ved med det her resten af mit liv fordi der ingen sanktioner overhovedet er for kommunerne de kan forvalte ligeså tosset de vil, de har regler der hedder at de skal sparre penge, og det frem for alt.

Jeg kan ikke mere nu for uanset hvor meget jeg kæmper er det en spand kold vand i hovedet. Det hele er kaos nu. Alt skal foregå taktisk, jeg skal hele tiden passe på og jeg må på noget tidspunkt ikke vise følelser eller tale om andre ting som fylder end det med benet for så er jeg jo bare psykisk syg og det er min familie der tynger mig.

Jeg er i live men også kun lige, jeg græder meget og jeg kan slet ikke se noget lys forude. Jeg forsøger at tage mig sammen men det lykkes ikke særlig godt. Det er en ond spiral jeg befinder mig i. Hvor kaos i hovedet gør at jeg spænder i hele kroppen jeg har meget ondt i ryggen, hovet og nakken. Når så jeg bruger energi på det, samt energi på min håbløse økonomiske situation. Kollapser det hele, og jeg coaper ikke smerterne i benet og livet idet hele taget.

Så det kommunen her har gjort er at bombe mig 1000 år tilbage i min udvikling af smerte takling, ergo vil det arbejdsprøvnings forløb jeg er i nu ikke vise så godt et resultat som det jeg var i lige umiddelbart før.
Ja du har læst rigtigt, jeg er i forløb hvor jeg skal arbejde og øge tiden GRATIS og jeg skal endda som en anden skolepige tigge om og argumentere for at jeg kan holde fri når mine børn og min mentor har efterårsferie.
Det er så krænkende, at det er ved at tage livet af mig. Jeg VIL gerne arbejde, og jeg har arbejdet de sidste 2 år på bekostning af min familie og mig selv. Jeg har haft nada overskud til andet end lige at overleve, mit sociale liv er fuldstændig gået i stå. Jeg sover så dårligt hver nat jeg er vågen for hver time til klokken er ca. 4 om morgenen ja og så skal jeg op kl. 05.15.

Og så vil mange sikkert sige at det er luksus problemer jeg har og hvad så, jeg er godt klar over at mange mennesker har det værre end mig., men det kan jeg ikke abstrahere fra. Jeg kan heller ikke lade være at tænke på hvor mange selvmord kommunerne har på samvittigheden. Tankerne kører rundt i mit hoved så jeg er ved at eksplodere og måske ville alle være bedre stillet uden en belastende boger, en sur mor og en hustru uden overskud til noget som helst andet en at sige at det har været en dårlig dag igen……..

Jeg har virkelig brug for en som tager mig i hånden og sig kom min ven nu gør vi det og hvis ikke det virker så gør vi sådan, en som passer på mig.

Jeg har altid kunnet klare mig selv og bestemme over mit eget liv arbejde hvor jeg ville osv. og nu er mit liv fuldstændig lagt i hænderne på kommunalt ansattes fortolkninger dels af lovgivning og bekendtgørelser og kommunal kassetænkning . I det spil er jeg helt sat af sporet for kommunerne kan vralte og vrage som de vil, de kan ikke straffes, højest få en næse og hvad så men kan klare mange næser hvis det giver overskud i kassen.

Ja og det er fint at kunne anke afgørelsen til det sociale ankenævn, men for fanden der er jo en behandlingstid længere en krig varer, og selv om man måske får ret, skal kommunen ikke kompensere økonomisk for den fejl de lavede.

Jeg kan næsten igen uro rumme mere, jeg har koncentrationsbesvær, glemmer ting som jeg ikke gjorde før, kan ikke tage stilling til ret meget, har svært ved at planlægge. Somme tider svarer jeg mine børn fuldstændig i øst og vest.
Jeg har ikke flere kræfter nu, jeg står i sumpen helt til næsen og kan ikke komme op igen. Hjælp mig