Hvordan oplever du den lange ventetid på at få din sag færdigbehandlet?

[speciale.stud.]

Vil du fortælle om den betydning ventetiden har for dig og dit liv?
Jeg er en kvindelig studerende på 40 år, der skriver speciale om oplevelsen og betydningen af ventetid under langvarig sagsbehandling. Målet med undersøgelsen, er at formidle og skabe opmærksomhed om den ofte ubehagelige oplevelse venteposition og hvordan ventetiden kan påvirke hverdagen voldsomt.

Jeg søger kontakt med personer, der befinder sig midt i denne ventetid og som har lyst til at dele deres oplevelser med mig
og eventuelt lade mig deltage som uvildig bisidder ved møder med diverse instanser.

Jeg tilbyder anonymitet til deltagere og respekterer den enkeltes ønsker i forhold til omfanget af deltagelse.
Jeg repræsenterer på ingen måde det offentlige eller andre instanser.

Undersøgelsen er en uvildig forskningsundersøgelse af langvarig ventetid set fra borgerens perspektiv. Resultat vil blive søgt publiceret i diverse aviser.

Har du mod på at deltage eller ønsker at høre nærmere om undersøgelsen?
Så skriv til mig her på tråden eller kontakt mig på telefon eller mail:
Kandidatstuderende ved Antropologi, Sundhed og Velfærd, Charlotte Jensen
tlf: 2984 8780. Email: [email protected]

[Vibbe]

Hvis du læser min historie ( ligger under "din historie" ) kan du få et indblik i hvad ventetid kan betyde !
Jeg er dog så langt i forløbet nu at jeg nok ikke er en kandidat til din undersøgelse !

[speciale.stud.]

Hej Vibbe
Jeg læste faktisk din rystende historie igår. Det er jo ren gyser, jeg føler med dig. Derfor er jeg også sikker på, at du har en masse at byde ind med. Så hvis du sku få lyst til at tale med mig er du hjertelig velkommen til at kontakte mig.
De bedste ønsker og tak for dit indlæg
Charlotte

[speciale.stud.]

Jeg snart er færdig som antropolog og har planlagt denne undersøgelse det sidste halve år. Grunden til at jeg har valgt ventetid under sagsbehandling som emne for mit speciale, skyldes flere ting.
Min kæreste kom for ca 9 år siden ud for en alvorlig arbejdsulykke og først sidste sommer blev sagen endelig afgjort med en mengrad på 85. Sagen har haft store omkostninger for ham personligt og økonomisk. For 2 år siden kom så min moster galt afsted og har kæmpet for en førtidspension, dog endnu uden held. Der er faktisk flere i min omgangskreds, der er blevet langtidssyge og kæmper for at få livet til at hænge sammen og min interesse for området er vokset ud af deres oplevelser af afmagt og frustrationer.

Jeg har selv været syg af spiseforstyrrelse siden jeg var 13 og kæmper fortsat med det, dog i væsentlig mindre grad end tidligere. Behandling gennem ti år har gjort, at jeg har kunnet passe mit studie de sidste par år på fuldtid, men med 4 års forsinkelse. Gennem mit behandlingsforløb oplevede jeg selv lange perioder med ventetid og udsættelser, hvilket jeg fandt utroligt frustrerende og som til tider forværrede min situation. Jeg er idag så heldig, at jeg kan føre et rimeligt normalt liv, men dette ved jeg godt ikke er alle forundt.

Min intension med denne undersøgelse er ikke at skabe underholdene artikler eller udstille andres problemer. Jeg ønsker først og fremmest at forstå så mange aspekter af den langvarige ventetids problemstilliger som muligt, for at kunne præsentere så helt og sandfærdigt et billede som muligt.
Der ud over er målet, at sætte et forskningsmæssigt fokus på ventetiden set fra borgerens perspektiv og måske på denne måde skabe en forståelse for de konsekvenser som ventetiden skaber i de involveredes liv.
Der findes kun meget lidt forskning, som ser det fra brugerens perspektiv og som ikke fokusere på sagsbehandlingsprocesser, samfundsøkonomi eller bureaukratiske magtformer.

Mit håb er derfor først og fremmest, at jeg gennem publicering af undersøgelsens resultater kan give den personlige erfaring af langvarig ventetiden en stemme og et udtryk i den offentlige debat. Jeg ved, at det for mange kan være svært at finde overskud og tid, men derfor er jeg også meget fleksibel med måden, hvorpå den enkelte kan og vil deltage og tilpasser deltagelsen til den enkeltes formåen.
Selv en begrænset deltagelse kan føje vigtigt brikker til det samlede billede af, hvad langvarig ventetid betyder for den enkelte.

[Lunasdatter]

Hej Charlotte...
Det er dejligt at du skriver lidt om dig selv og din begrundelse til at du har valgt dette alvorlige emne..

Ventetiden er jo ligesom psykisk terror .. du aner ikke hvor længe du skal vente.. og du aner ikke hvad der komme ud af din ventetid.... du aner ikke om din økonomiske fundament bliver trukket væk under dig.... osv osv..

Jeg håber at du finder et par stk hvor I kan bruge hinanden... - jeg er ude af ventetiden

Knus Lone

[Solen]

Oprindeligt indsendt af Lunasdatter

Hej Charlotte...
Det er dejligt at du skriver lidt om dig selv og din begrundelse til at du har valgt dette alvorlige emne..

Ventetiden er jo ligesom psykisk terror .. du aner ikke hvor længe du skal vente.. og du aner ikke hvad der komme ud af din ventetid.... du aner ikke om din økonomiske fundament bliver trukket væk under dig.... osv osv..

Jeg håber at du finder et par stk hvor I kan bruge hinanden... - jeg er ude af ventetiden

Knus Lone

Jep, ventetiden er psykisk terror. Alt bliver sat på standby...i årevis. Man venter og venter i det uendelige, bliver holdt hen i uvished på mange fronter, ventetiden fører et behov for forlængelse af sygedagpengene med sig - det er en enorm stressfaktor, hver gang sygedagpengene bliver forlænget. For tænk, hvis de ikke bliver det...der er jo ikke andre muligheder for en indtægt. Og dette sker på trods af at alle instanser erkender at tilstanden er stationær uden behandlingsmuligheder, der vil være varige skånebehov både i forhold til eventuelle arbejdeopgaver og arbejdestid ved arbejdsprøvning + restarbejdsevnen er nærmest ikke-eksisterende.

Ikke nok med at man bøvler alvorligt med helbredet, for ingen er frivilligt i dette system i årevis, men uvisheden omkring økonomien og fremtiden æder alt op - det ligger hele tiden i baghovedet.
Jeg føler ikke, at det er allerstedsnærværende, men på den anden side, så ved jeg at det rumsterer i baghovedet konstant. Efter 7-8 år i systemet er jeg brugt ud over alle grænser. Perioden har ganske vist været afbrudt af barsel og en revalidering. Revalideringen mislykkedes og har på den økonomiske front medført, at jeg de seneste to år har fået sygedagpenge på dimittendsats. Så udover et forringet helbred og et par ufattelige hårde år, for mig og min familie, så kostede den forgæves kamp for at slippe ud af systemet også på den økonomiske front - nærmere bestemt et par tudsinde kroner udbetalt om måneden.

Alt dette har også en stor indvirkning på familielivet. Det er heller ikke muligt, at give børnenes institutioner en ordentlig melding på, hvornår børnene har fri. Den usikkerhed er heller ikke rar for børnene - de bliver også gidsler i systemet.

Det er bare ikke rart at miste magten og handlemulighederne i eget liv.

[fibro]

Hej Charlotte

Synes det er rigtigt dejligt du har taget dette emne op, for hold fast, hvor er der mange i systemet, der virkelig lider under den groteske ventetid.

Selv er mine 52 uger gået netop nu. Det første ½ år, gik med at jeg skulle have ro pga en nedslidning af min hjernes funktioner, pga stressen der kommer, når man har svære smerter i kroppen pga piskesmæld og fibromyalgi. Jeg fik ro, dog afbrudt af en række undersøgelser, samtaler med forskellige osv. Så blev jeg sat på et afspændingshold i 6 uger...jeg klarede det, men ikke uden forværrede smerter og træthed. Herefter døde min sag fuldstændigt, intet mere skete der. Naivt troede jeg, at det nok var fordi kommunen havde indset, at jeg var for skidt til noget...så har egentlig været lidt lettet over at være ladt i fred, selvom den store bekymring for min fremtid har luret mange af døgnets timer hele året, og stresset mig meget.For hvad skulle der ske? Hvad skete der i kulissen uden min viden? Yderst stressende ikke at vide, hvad andre beslutter omkring MIT liv...


Så nærmede varighedsbegrænsningen sig og min sagsbehandler tog pludselig lidt fat i min sag, for nu skulle hun jo langt om længe se at få min ressourceprofil gjort færdig! Her finder hun så ud af,at der er flere ting der skal ses på...og sætter gang i det, først nu efter endnu ½ års stilstand! Er sendt på smerteklinik og herefter noget terapi, og først herefter, skal de vel vurdere min arbejdsevne! Og hele denne tid, kommer som jeg umiddelbart kan se det til at foregå uden indtægt! Hvordan overlever man så?? Ja vi har hus og bil...sælger man bare lige ens hjem, sådan bare lige? Det vil være endnu en voldsom stress at blive påført, idet jeg ikke ønsker at sælge mit hjem!! En husleje i lejebolig er ikke billigere end at bo her...! At sælge et hus i disse tider, er heller ikke noget, man bare lige gør hurtigt, for at kunne få en indtægt igen, på kontanthjælp...man ved jo det kan tage meget lang tid at sælge et hus..hvad skal vi leve af så længe??

Min bil...ja den kunne vi da sælge for et latterligt beløb og leve det op. Men min sygdom gør, at jeg ikke vil være i stand til at rejse rundt med det offentlige, jeg vil gå totalt ned med flaget, hvis man byder mig at SKULLE afsted til de forskellige behandlinger, arbejdsprøvning (er), kommunebesøg, med bus og tog. Men for at modtage kontanthjælp, må man ikke eje noget over 10.000 kr i værdi...Resten af tiden, ville jeg komme til at sidde indespærret hjemme, uden kræfter til at kunne komme rundt til andet.

Det korte af det meget lange er, at ALT dette, stresser mig langt ud over, hvad min sygdom oprindeligt gjorde, ventetiden er urimelig, umenneskelig og ødelæggende for ens fremtid. Folk der LANGT om længe kommer på førtidspension, bruger måneder og år på at komme sig ovenpå det mareridt de blev budt i systemet. Den enorme bekymring jeg nu oplever om fremtiden, gør min hjernes funktioner ligeså ringe som de før var, roen jeg ellers har haft ved ikke at skulle så meget, havde ellers givet en smule mere klarhed i hovedet, omend ikke ret meget. Nu er jeg helt tilbage, kun på skrift kan jeg udtrykke mig nogenlunde, men ellers er min hukommelse, koncentration, evnen til at tænke, og flere andre ting, seriøst dårlig.


For mit vedkommende, ser det ud til at jeg bliver en af dem, der havner i systemets sorte hul, uden indtægt i måske årevis, som mister alt jeg/vi har bygget op gennem livet, og som ender med at blive endnu mere syg, end jeg var da jeg blev sygemeldt. Dette er, hvad ventetid, dårlig sagsbehandling og umenneskeligt livssyn gør ved os der er blevet syge og har brug for hjælp. Ikke kun jeg bliver trukket ned i hullet, min mand og datter ryger med. Har de fortjent det, iøvrigt??

Held og lykke med dit arbejde Charlotte, håber du kan bruge min fortælling til noget.

Knus Fibro

[Anne Mette]

Der er rigtigt mange som virkeligt går ned psykisk af den lange ventetid og det sylteri der sker, ofte med ressourcemangel som undskyldning fra kommunernes side. Men det er bare ikke ok.

Jeg er selv ved at være ved vejs ende og når jeg læser herinde, har jeg vel i grunden haft det nemt, selvom der har været meget venten og usikkerhed. Men jeg har "kun" kæmpet i få år!

Håber virkeligt at du gør en forskel med dit speciale, at det bliver læst og taget til efterretning, for alt for mange mennesker ryger mellem de berømte 2 stole og står uden indtægt, ofte grundet langsommelig sagsbehandling og manglende opfølgninger OG mange, mange lovbrud!

Man får ofte fornemmelsen af at de faktisk trækker tiden bevidst i visse kommuner, måske de håber at folk giver op!

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Anne Mette

Der er rigtigt mange som virkeligt går ned psykisk af den lange ventetid og det sylteri der sker, ofte med ressourcemangel som undskyldning fra kommunernes side. Men det er bare ikke ok.

Jeg er selv ved at være ved vejs ende og når jeg læser herinde, har jeg vel i grunden haft det nemt, selvom der har været meget venten og usikkerhed. Men jeg har "kun" kæmpet i få år!...

....Man får ofte fornemmelsen af at de faktisk trækker tiden bevidst i visse kommuner, måske de håber at folk giver op!

Kommuner bevist trækker tiden og kun med henblik på at skabe usikkerhed hos borgeren.
Er du usikker, er du også nem at maniulere med, bla. til at give op.
Taktik-tik tak.

[speciale.stud.]

Hej Fibro

Tak fordi du deler din historie med mig. Alle bidrag er relevante og velkomne.
Dit liv er godt nok ikke nemt for tiden. Jeg håber virkelig ikke I bliver tvunget til at gå fra hus og hjem. Er huset belånt til skorstenen?, for i såfald kan kommunen da ikke kalde det for en værdi, eller kan de?
Det er svært at se, hvordan du skal kunne få det bedre i din nuværende situation når det hele er så usikkert. Jeg håber for din og din families skyld, at der ikke kommer til at gå år, før kommunen når til en afgørelse.

Hvis du har lyst til at skrive igen skal du være meget velkommen.

De bedste ønsker
fra Charlotte