Min historie -mit mareridt!

[Lotz01]

Hej folkens.

Jeg er ny herinde, og tænkte jeg lige ville smide min historie... den er laaaang, så læn jer godt tilbage, hvis i har mod på at læse det

Jeg håber sådan, i kan give mig nogle svar,gode råd eller opbakning, det er der tilsyneladende ikke er andre der kan...
Jeg er en 27årig kvinde med to fødsler på bagen. (2006 og 2009)
Jeg mangler en diagnose.... hver dag er efterhånden et smerte-*******, men jeg er ifølge 100 vis af blodprøver frisk som en havørn!
Min historie vil nok fremstå som den mest ynkede og hypokonder-agtige klagesang, men føler jeg bør beskrive alt, hvis i skal kunne danne dig et nogenlunde billede af, hvad der evt. er galt med mig og hvordan jeg har det.

Jeg ved ikke, hvornår det hele startede, et af mine spørgsmål går også på, hvorvidt det er muligt at skaden allerede er sket, mens jeg lå i min mors mave... Da hun var 5-6måneder henne, blev hun opereret i maven under fuld narkose (i 1983) Lægerne viste ikke, hvordan det ville påvirke mig, og efter utallige plukveer og blødninger kom jeg så til verden med 2 arme og 2 ben -ergo velskabt! Dog skreg jeg ca. 8 timer i døgnet, de første 2 et halvt år, og selvom jeg kunne gå. da jeg var 10mdr. nægtede jeg (sagde jeg havde ondt) så jeg kørte i klapvogn indtil skolestart.
Har gået til ALT sport, men har altid måtte stoppe grundet smerter.
I 5. klasse begyndte lægerne at bortforklare mine smerter med "vokseværk", det fortsatte til 9. klasse, skønt jeg ikke er vokset én centimeter siden 6.
Fik røngenfotograferet mine hænder for at vudere, hvornår jeg skulle have bøjle på mine tænder, og de konkluderede at jeg var langt fra færdig med at vokse, skulle blive 173... fik aldrig bøjle på og jeg er stadig kun 159!
Fik ny læge da jeg var 15år, og han konkluderede hurtigt, at jeg var hypermobil, sendte mig til reumatolog, som sagde jeg var hypermobil i 8 ud af 10.
På dette tidspunkt knækker mine knæ sammen eller låser, og jeg må gå på krykker ca. hver 3. månede i 3-7dage, lægerne kan ikke bryde "låsen".
Har været ved alverdens fysio. og kiropraktorere, laver masser af øvelser, men intet synes at hjælpe, får bare flere smerter. Fysioterapeuten sagde at mine muskler omkring leddene havde "knuder/hævelser".
Røngen ved Kiropraktoren viste for lille nakkesvej i forhold til mit enorme lændesvej.
-alle er enige om jeg fejler NOGET, men de ved bare ikke hvad, der er fællesnævneren-
Bliver henvist til reumatologisk på OUH, får taget et hav af blodprøver -intet unormalt udover højt kolosterol (6,7) og så var der noget der tydede på en eller anden tarmsygdom der kunne give muskel og led smerter, men inden næste konsulation, var det så åbenbart ikke relevant alligevel. Får tvunget dem til at tage røngen af min lænderyg, den viste noget med at nederste ryghvivel, som hæfter på bækkenet, sad i en forkert vinkel, men fik bare besked på, at de ikke viste, hvorvidt det kunne give smerter.......
Tvinger dem til at scanne mig, den lykkedes ikke helt, da jeg fik for ondt af at ligge der, og måtte stoppe før tid, men ellers "normale forhold". Knogleskintigrafi, også normal. Får taget en blodprøve som udelukker fibromyalgi.
Endvidre har lægen på OUH så skrevet, at hun ikke kunne genfinde diagnosen hypermobilitet, så selvom alle andre læger gennem tiden har været overbevist ved første øjekast, ja så er diagnosen nu strøget, og jeg står nu i det kommunale system, uden noget som helst lægeligt bevis -ikke optimalt!

Med smerter mener jeg som oftest:
Kronisk hovedpine, (der kommer ca. ved 9 tiden hverdag og blir' kræftigere i løbet af dagen) det gir' synsforstyrelser, kvalme og træthed.
Lænde/bækkensmerter, træthed i ryggen, jag og smerter ved bevægelse, især ved buk, trin og lette vrid (fx. ved støvsugning og aftørring). Smerterne herfra trækker hurtigt ud til både ben og skuldre, da jeg grundet smerter ikke kan gå rigtigt, og derfor halter, trækker skævt mm. Dette gør også fx. påklædning vanskeligt, da jeg ikke kan nå mine fødder.
Skulder/nakkesmerter, ømhed og smerter der forstærker hovedpinen og når skuldrene ikke vil op over 90 grader, blir' påklædning igen svært -hvis jeg vil undgå skulderen går ud af led.
Fingre/håndledssmerter, Kan ikke sætte fra fx. for at rejse mig, så jager det langt op gennem armen. Har svært ved at skærre kød ud og må åbne glas med låg, med et pensionist redskab! + at jeg nu kan konstatere, at jeg ikke længere kan spise en pind-is, da mine led gør så ondt, når jeg holder den, at jeg må stoppe på halvvejen og smide den i en tallerken! For f..... altså jeg er 27år!!! Min farmor på 87 er bedre til at spise is end mig!
Iskias-smerter, det gør bare ONDT, og uanset hvad jeg så foretager mig... kan hverken sidde, stå eller gå. Intet hjælper på det.
Knæsmerter, Det er som om der sidder noget i klemme, de låser og låser op som det passer dem, og er efterfulgt af stærke smerter indeni knæet, som gør mig søvnløs -endvidere fremkalder det hoftesmerter pga. halten, og hvis jeg går på krykker, smadre jeg mine håndled og skuldre -så der er ikke de vilde valgmuligheder der!
Halebens-smerter, føler jeg har en bule på halebenet, og den er så meget øm, kan ikke sidde tilbagelænet eller ligge fladt på gulvet.
Smerter i huden, brændende og øm fornemmelse på yderside af begge overarme og lår.
Mavesmerter, starter i solar plexus snørre sammen/spænder op, øverste del af maven blir' hård som sten og udspilet, det medføre vejrtrækningsproblemer og sammenkrøllet holdning, kan kun løfte benene ca. 10cm fra gulvet når jeg går. Det gør SÅ ondt, at jeg frygter, jeg falder død om (tænker det er stress, da det ikke umiddelbart hænger sammen med indtagelse af føde)

----------------------mine ankler har det meget godt pt.-------------------

Derudover skal tilføjes at jeg har haft hul i trommehinden (der er faktisk ingen trommehinde tilbage) siden jeg var 2år, lægerne har forsøgt at lappe hullet 3 gange men alle gange uden hel. Har nu fået en kronisk betændelsestilstand, så skal have foretaget en "udrensende" operation.
Har også knuder på stemmebåndet.

Jeg er pt. i afklaring omkring min arbejdsevne, og på trods af jeg kun kan klare 10-12 timer pr. uge, kører jeg hverdag direkte hjem og sover, for jeg er fuldstændig drænet, hovedpine som altid, og smerter et eller andet sted i kroppen. Sover for at få overskud og energi til at hente mine børn. Herfra prøver jeg så at være mor, så godt jeg kan, men det er bestemt ikke altid let, da smerterne jo ikke bare forsvinder. Vil gerne være i haven med ungerne, men efter jeg er startet er min hovedpine blevet værre, hvilket gør at jeg ikke engang kan gynge min datter i babygyngen, fordi jeg er ved at kaste op, og nærmest blir' søsyg. Desuden har jeg bemærket, at jeg er blevet mere lys-følsom, og hovedpinen bliver derved kræftigere. Max. en halv time i haven, så må jeg gi' op og kaste mig på sofaen, som havde jeg influenza, migræne og hoftebrud på samme tid! Kl. 17.30 "kravler" jeg så op og spiser aftensmad, som min skønne mand har lavet (og skåret ud som på et plejehjem). Jeg tvinger mig selv til at rydde væk, for at min mands liv ikke skal blive helt forpestet, noglegange må han (eller min lille søn på knap 4år) dog sætte i opvaskemaskinen for mig, fordi jeg ikke kan bukke mig. Børnene kommer så i seng kl. 19.
Aftenen herfra går med at sidde og irritere mig grænseløst, over de 8 maskinfulde vasketøj der skal lægges sammen, og som jeg SÅ gerne vil, men bare ikke magter, legetøjet på gulvet som jeg ikke kan bukke mig efter, og så alle de venner jeg burde kontakte, men som jeg bare ikke orker at forklare om min situation, som der alligevel ikke er mange, der forstår! Sådan har det været siden jeg startede i afklaring, INTET overskud, ingen livskvallitet på hjemmefronten og bare ondt! MEN tilgengæld er det nogle fantastiske mennesker jeg er sammen med,og hvor er det skønt, at have noget at fortælle om under aftensmaden! jeg glæder mig hver dag til at komme derind, så snyder derfor mig selv og min krop, til at "ha' det fint", og så tar' jeg "tævene" når jeg har fri... Er bare ked af det går ud over mine børn!
Mine weekender blevet så værdiløse... jeg er ubrugelig hele lørdagen, det er som om, at bare fordi jeg gir' min krop lov til at slappe af, så "indhenter" den lige alle gemte smerte-data's fra ugens løb, og det ramler så fuldstændig lørdag og søndag. Hvad fedt er der så ved at ha' weekend? Jeg savner at være MOR for mine børn, og det piner mig, hvis livet skal være sådan, at jeg SKAL opbruge alle kræfter og alt energi på at holde mig oprejst på et evt. arbejde, og det der så er tilbage til mand og børn, er de sørgelige rester
af et smerte-befængt kedsommeligt væsen, der ligger på sofaen og ynker! Kan det virkelig være rigtigt?


Psykisk: Det er utrolig opslidende og frustrende at være sygemeldt, noget som der ikke er nogen der forstår -andet end andre sygemeldte! Det at være syg er jo ikke noget, jeg selv har valgt! der såes konstant tvivl om hvorvidt jeg er syg eller ej -som om det er sjovt at gå sygemeldt! Nej det er det ikke, det er det hårdeste og sværeste jeg nogensinde har været igennem -og som jeg ikke ved om jeg nogensinde slipper ud af. Den tvivl og skeptis jeg er blevet mødt med de sidste 5år, kunne nemt ha' knækket mig totalt; det har den heldigvis ikke fået held til endnu, men det er sgu' langt fra sjovt eller afslappende af være syg!
Jeg er MEGET autoritetstro, og det volder mig ofte store problemer, det er svært for mig at sige nej, og jeg har stor respekt/angst for de folk der sidder med "mit liv" i deres hænder. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an, og når nu jeg ikke har nogen beviser på, at jeg har ondt, er det så utroligt svært -men jeg må jo heller ikke søge efter en diagnose. Jeg føler mig låst fast, og gør ALT hvad jeg kan for at samarbejde, og gøre hvad jeg blir' bedt om. Men i sidste ende tænker jeg, at der kommer til at sidde, en eller anden sociallæge jeg aldrig har mødt, og gir' mig en dom, udfra de ikke-eksisterende beviser der er rent lægeligt. Det er så opslidende at gå alt det her igennem, når jeg føler, jeg har "tabt" på forhånd.
Alt det lagt oveni alle de smerter, dræner mig for energi. Samtidig har jeg stadig selv meget svært ved at acceptere at min krop i løbet af 8-9år er blevet 60år ældre, føler mig magtesløs og ved ikke hvordan min krop er om yderligere 8år. Tanken om alle de ting, jeg har måske aldrig kommer til at opleve er uudholdelig, har fx. altid drømt om at lære mine unger at stå på ski, men måske får jeg aldrig et par ski på igen!
Jeg savner mit sociale liv på arbejdsmarkedet, det at have en titel, at være noget i andres øjne, og jeg hader tanken om at mine børn ikke kan sige "min mor er................."
Det at jeg ikke har en diagnose er så frustrende! og jeg frygter heletiden det væreste. Også i sygehussystemet føler jeg mig ignoreret, og kan hverken gøre fra eller til; uden en diagnose kommer jeg ingen vejne... ved ikke hvorfor jeg har det sådan, hvor længe, hvad jeg kan gøre, ingen medicin der virker, og aner ikke hvor slemt det måske er! Uvished er det værste....
Jeg føler ikke selv, at jeg har nogen form for psykisk sygdom, har ikke oplevet noget vanvittig tragisk eller haft en svær barndom (udover de konstante smerter) har altid passet ind og er generelt rigtig glad for livet. Når det så er sagt, så skal jeg da heller ikke være for fin til at sige, at jeg er overbevist om, jeg har stress, men det skyldes helt og holdent denne lange sygemelding (on/off i 5år) og magtesløsheden der følger med.
Jeg hader normalt smertestillende medicin, men det lokalbedøvelse og de piller jeg hidtil har taget, kan ikke længere tage smerterne, så har nu fået noget "mildt" morfin, som slår mig helt omkuld! De tager smerterne i ca. 2 timer, men jeg er "dum" i hovedet 5 timer efter og må ikke kører bil -altså fungere de kun som "natmedicin".
Heldigvis er jeg så heldig, at jeg på afklaringsstedet, kan få akkupunktur en gang i timen for smerterne, og det hjælper mig ofte igennem dagen -dog ikke helt smertefri...

Jeg håber virkelig, i vil komme med jeres mening. Har i evt. nogle forslag til hvilke undersøgelser der kunne tages i brug, og ikke mindst hvordan i hinlens navn, jeg kan få det gennemtrumfet!? Ville gerne have en muskelbiopsi (eller nej jeg tør faktisk ikke, men vil gerne ha' vished) Men lægerne siger "det er jo ikke sådan noget, vi bare lige laver, uden grundlag..." De tror vist ikke på mig, tror jeg har fået "hypokonder-stemplet"!

På forhånd tak, jeg krydser fingre.
Mvh. Lotte Nielsen

[Huldra]

velkommen til, håber du finder hjælp herinde.

fællesskabet plejer at være en god ting, selvom vi ikke kan løse alle dine spørgsmål.

jeg føler med dig, lever selv i smerte hver dag, orker næsten ikke at være mor og slet ikke kone.. jeg har så diagnoser, men det hjælper ikke meget overfor mit jobcenter.

mit har varet i over 4½ år.

jeg har ikke lige nogen gode råd eller ideer til dig, ville bare sige velkommen og jeg har læst din historie. genkender meget, selvom vi ikke fejler det samme.

[Lotz01]

Tak! Dejligt med en lille kommentar. Ønsker dig alt held og lykke med dit jobcenter -kender det alt for godt!
Kh Lotte

[Vovse]

Du har fået forskellige bud på det helbredsmæssige, og jeg har ikke noget "nyt" at tilføje der, men jeg vil da kraftigt anbefale dig, at sige fra og gå hjem noget før.
Det er ikke meningen med en arbejdsprøvning, at man skal være totalt smadret så man ikke kan mere.

I min sidste praktik/arb.prøvning havde jeg en utrolig rar jobkonsulent (anden aktør), han sagde en dag til mig i tlf., at "du skal jo ikke vise hvor meget smerte du kan klare, du skal kun vise hvor meget du kan arbejde".

Tænk lidt over den.

[Lotz01]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Du har fået forskellige bud på det helbredsmæssige, og jeg har ikke noget "nyt" at tilføje der, men jeg vil da kraftigt anbefale dig, at sige fra og gå hjem noget før.
Det er ikke meningen med en arbejdsprøvning, at man skal være totalt smadret så man ikke kan mere.

I min sidste praktik/arb.prøvning havde jeg en utrolig rar jobkonsulent (anden aktør), han sagde en dag til mig i tlf., at "du skal jo ikke vise hvor meget smerte du kan klare, du skal kun vise hvor meget du kan arbejde".

Tænk lidt over den.

Tak Vovse!
Ja det er noget jeg stadig arbejder på!!!! Tror mit problem bunder i, at jeg tror, jeg kan det hele, så længe jeg er igang... men når jeg så stopper i bare 5-10min så ramler det, og eftersom jeg SÅ GERNE VIL, har jeg bare svært ved at acceptere, at mit helbred skal stoppe mig, når nu jeg kun er 27!

Uh hvor ville jeg ønske min jobkonsulent sagde sådan! Men det er bestemt ikke tilfælde! Tvært imod har han netop beordret mig til, at jeg SKAL møde alle dage de næste 3 uger, eller lukker de mine sygedagpenge! Det på trods af jeg har kæmpet de sidste 3mdr. for at komme gennem dagene, og ja jeg har da haft 4 sygedage på en måned, men altså hvad forventer de!? Jeg blir kun mere stresset og smertepræget af den udmelding, for kan jo ikke garantere at hverken ungerne eller jeg blir syg. Synes det er vanvittigt, at man som sygemeldt ikke må være syg!

Kh Lotte

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Lotz01

Tvært imod har han netop beordret mig til, at jeg SKAL møde alle dage de næste 3 uger, eller lukker de mine sygedagpenge!

I en arb.prøvning skal man, så vidt man overhovedet er i stand til det, møde op hver eneste dag, da de ellers kan påstå, at de ikke kan vurdere dig.

Men det, at du møder op, er jo ikke ensbetydende med, at du skal blive i alle de aftalte timer, du skal sige fra, og sige farvel og tak, når din grænse er nået.
Og det kan godt være, at du skal stoppe lidt før, fordi din erfaring har lært dig, at filmen knækker hvis du går lige til grænsen.

Hvis du har været i arb.prøvningen 12 timer hver uge, så kan du nemt risikere, at det er det de læner sig op ad, sådan at de konkluderer, at du kan klare 12 timer om ugen (= fleksjob), og så ellers lukker øjnene for hvordan du har det bagefter.

Du er simpelthen nødt til at passe på dig selv, du skal ikke stole på, at der er andre der gør det.

M.h.t. dagbog og smerteskala kan du måske finde noget du kan bruge her:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

[Tassi]

Puha, sikke en historie!
Jeg kan ikke komme med noget bud, men så alligevel lidt

Alting i kroppen hænger sammen. Vores lægestand er vant til at kigge isoleret på tilfælde. Har du ondt i maven, er det maven, de undersøger

I dit tilfælde, hvor alt er så kompliceret, er du nødt til at tage en holistisk tilgang til din egen krop, og prøve at se sammenhænge

Hvad, der så end er årsag til dine problemer, har jeg overhovedet ikke noget bud på. Måske du kunne kontakte ham TV lægen (Peter Quotrup?), som har lavet udsendelser om sjældne sygdomstilfælde, som man bare ikke kan finde en diagnose på, og han hjælper så med at finde de rette eksperter. Jeg ved ikke om de laver de udsendelser mere, men måske han alligevel vil være dig behjælpelig

Uden tvivl du slås med en masse følgevirkninger. Dine dårligdomme har spredt sig som ringe i vandet. Jeg er ikke ekspert, men kan give nogle hints, som du så selv kan følge op på

Hvis du forestiller dig at du har et dårligt knæ, og derved begynder at gå 'skævt' for at aflaste knæet, sker der en kædereaktion over tid. Du vil bruge musklerne mere i den anden side af kroppen, samt ikke holde kroppen ret længere. Det betyder at muskler kommer i spænd nogle steder. De har igen forbindelse til andre muskler, som derved heller ikke længere er i 'vater' så at sige, så her opstår også spændinger. På den måde kan du opleve at lide af spændingshovedpine, selvom dit problem rent faktisk findes i knæet. hvis du så får massage, kiropraktorbehandlinger ell a for dine skulderspændinger/hovedpine, vil der kun gå kort tid før hovedpinen kommer igen, fordi resten af kroppen stadig ikke er i 'vater' og muskelspændingerne derfor vil komme igen

Derudover kan dine skæve holdning betyde at din rygsøjle også bliver skæv. Den er straks mere træls, da det er din hovedfærdelsåre fra hoved til krop. Du kan få nerver i klemme, og yderligere muskelspændinger

Endelig har du organerne. Ikke mange ved det, men vores organer bevæger sig. Har deres helt eget bevægemønster (er man uddannet i det, kan mærke om organerne har det godt, ud fra den måde, de bevæger sig på). Ved en kronisk skæv holdning, vil det påvirke organerne, da de ikke længere har den nødvendige plads til at bevæge sig på. Er man svajrygget, eller har dårlig holdning, vil binyrene blive pressede, og derved stressede. Det skaber en fysisk stresstilstand i kroppen. Fysisk stress er et biokemisk fænomen, som bla inkluderer forhøjet produktion af hormonet kortisol, som ved længere tids overproduktion bla påvirker hippocampus i hjernen, som bla er vores indlærings- og lystcenter, hvor vores signalstoffer, som serotonin, dannes. Man kan derfor begynde at blive depressiv
Men der er ikke kun binyrene, det er alle organer, som kan påvirkes, alt afhængig af provokationerne i kroppen. De kan lede til åndedrætsbesvær, dårlig fordøjelse (meget ofte forekommende), diffuse mavesmerter, underlivssmerter, rygsmerter osv osv

Jeg er ikke ekspert, men for mig lyder det til at du er havnet i en veritabel ond cirkel, oprindelig skabt af en årsag, jeg ikke skal kloge i, men som nu påvirker hinanden på kryds og tværs i din krop, og giver dig et hav af følgesymptomer

Et bud kunne derfor være at gøre alt, hvad du kan for at få dine muskler til at slappe af, og få din krop i vater igen. Det vil bestemt ikke være en nem opgave
Varmtvandsterapi, svømning, sauna, kranio-sakral terapi, massage, yoga, tai-chi var måske noget, du skulle forsøge dig med

Held og lykke med det hele

[kiskada]

...også selvom det ikke er en "klub" man melder sig ind i af lyst, men af nød!


Du får nok aldrig svar på, hvad der konkret har startet alle dine skavanker..
men det er så heller ikke det vigtigste!

sidder her og tænker;
jeg har fibromyalgi
(er også hybermobil fra ung alder, alt for lidt svaj i nakke + div. andre ting),
og mange af de symptomer du beskriver, lyder som fibromyalgi...

...du skriver mht. til fib., at du fik taget en blodprøve,
som viste du ikke havde fibromyalgi...
men fibromyalgi kan IKKE påvises i en blodprøve!!

så måske du har misforstået, og slet ikke er blevet undersøgt rigtig??
Det er en reumatolog, der fastslår diagnosen fibromyalgi
(nogle privatpraktiserende læger, gør det også), man gennemgår en test,
hvor der bliver trykket m.m på forsk. fastlagte "tenderpoints" på kroppen..
har du fået en sådan undersøgelse???


Bliv her på tråden - der kommer flere kommentarer og hjælp...
også fra mig, men lige nu er mit ene ben på vej i seng





Kiskada

[Lotz01]

Oprindeligt indsendt af kiskada

...også selvom det ikke er en "klub" man melder sig ind i af lyst, men af nød!


Du får nok aldrig svar på, hvad der konkret har startet alle dine skavanker..
men det er så heller ikke det vigtigste!

sidder her og tænker;
jeg har fibromyalgi
(er også hybermobil fra ung alder, alt for lidt svaj i nakke + div. andre ting),
og mange af de symptomer du beskriver, lyder som fibromyalgi...

...du skriver mht. til fib., at du fik taget en blodprøve,
som viste du ikke havde fibromyalgi...
men fibromyalgi kan IKKE påvises i en blodprøve!!

så måske du har misforstået, og slet ikke er blevet undersøgt rigtig??
Det er en reumatolog, der fastslår diagnosen fibromyalgi
(nogle privatpraktiserende læger, gør det også), man gennemgår en test,
hvor der bliver trykket m.m på forsk. fastlagte "tenderpoints" på kroppen..
har du fået en sådan undersøgelse???


Bliv her på tråden - der kommer flere kommentarer og hjælp...
også fra mig, men lige nu er mit ene ben på vej i seng





Kiskada

Hej Kiskada.

Jeg forstår udemærket, hvad du mener, og ja mange af mine symptomer lyder som fibro.
Jeg har heller ikke helt selv kunne forstå, at den blodprøve skulle kunne vise det, men min læge sagde, at det var noget nyt, man havde fundet ud af, og hvis jeg havde fibro. skulle mine tal i den prøve være lavere end normalt. Det var noget med, at dem der har fibro. mangler et eller andet stof, som man åbenbart kan blive delvist behandlet for
Jeg troede jo også, jeg skulle undersøges med trisser, lodder og hvad har vi, men det skulle jeg så ikke...
Tror ikke jeg har misforstået min læge, men om det er noget fusk og hombuk med den blodprøve, det ved jeg så ikke -han plejer bare at bakke mig meget op... og så har jeg jo det med autoriteter, at jeg ikke rigtig formår at sige "Nej, det passer altså ikke!" Jeg går jo ud fra, de ved mere end jeg, men ved jo samtidig godt, jeg ikke skal stole på alt!
Jeg føler bare, at det jeg så siger til ham, hvis jeg ber' om den der trisse-undersøgelse, er: "jeg stoler ikke en pind på din lægelige viden" og vil da flove mig totalt, hvis den undersøgelse så stadig viser jeg ikke har fibro. hmmm....
Tak for din indlæg!
Kh Lotte

[MorWettendorff]

Oprindeligt indsendt af Lotz01

Hej Kiskada.

Jeg forstår udemærket, hvad du mener, og ja mange af mine symptomer lyder som fibro.
Jeg har heller ikke helt selv kunne forstå, at den blodprøve skulle kunne vise det, men min læge sagde, at det var noget nyt, man havde fundet ud af, og hvis jeg havde fibro. skulle mine tal i den prøve være lavere end normalt. Det var noget med, at dem der har fibro. mangler et eller andet stof, som man åbenbart kan blive delvist behandlet for
Jeg troede jo også, jeg skulle undersøges med trisser, lodder og hvad har vi, men det skulle jeg så ikke...
Tror ikke jeg har misforstået min læge, men om det er noget fusk og hombuk med den blodprøve, det ved jeg så ikke -han plejer bare at bakke mig meget op... og så har jeg jo det med autoriteter, at jeg ikke rigtig formår at sige "Nej, det passer altså ikke!" Jeg går jo ud fra, de ved mere end jeg, men ved jo samtidig godt, jeg ikke skal stole på alt!
Jeg føler bare, at det jeg så siger til ham, hvis jeg ber' om den der trisse-undersøgelse, er: "jeg stoler ikke en pind på din lægelige viden" og vil da flove mig totalt, hvis den undersøgelse så stadig viser jeg ikke har fibro. hmmm....
Tak for din indlæg!
Kh Lotte

Jeg har bestemt ikke hørt om nogen ny blodprøve, og er medlem af dansk fibromyalgi forening, og der kommer alle nyhedderne om fibro med.