Min historie / FTP / Psykiater spørgsmål. Hjælp :-(

[S_Phoenix]

Hej alle sammen!

Har nu fulgt dette fora i 4-5 måneder og læst en del tråde nogle mere skræmmende end andre, men ganske enkelt ikke haft overskud til at skulle fortælle min historie fra start af, men føler jeg har brug for at høre andres mening som har været i systemet i lang tid/haft deres sag afsluttet i længere tid, så vælger nu at bide i det sure æble og fortælle den for forhåbentligt at få nogle svar på godt og ondt jeg kan bruge til noget .. so to speak.

Er nu en 25 årig "gammel" mand hehe, men for lidt over 3 år siden rendte jeg ind i noget som åbenbart viste sig at skulle ændre alt fremover, here we go.

Var som enhver anden ung, passede min uddannelse og var seriøs og drømmene i hovedet og ting og sager kørte som de skulle, og jeg havde fået læreplads jeg var SUPER SUPER glad for, med meget hjælpsomme kollegaer osv osv, så skete der det næsten fra den ene dag til den anden begyndte jeg at vise tegn på depression både ifølge mig selv og kæresten på daværende tidspunkt. - Læreplads var naturligvis mistet.

Besluttede os for at tage til min læge dengang, og jeg fortalte hvordan jeg havde det, min daværende læge sagde ordret(!) at jeg skulle tage og tænke godt over hvad jeg ville og gå efter det (mellem linierne som jeg følte det så sagde han jeg skulle tage mig sammen), samt gav mig nogle sovepiller der havde NADA effekt på nogen måde, jeg lå stadig søvnløs om natten.

Vi tog hjem, og herfra gik jeg i 6-7 måneder hvortil at man blot kunne se at tingene tog til, og jeg sank dybere og dybere, til sidst var jeg ikke i stand til at tage afsted om morgenen til min læreplads grundet angst og fysiske ting der ødelagde min dag fuldstændigt i form af voldsom opkast/svimmelhed/diarre som var der dagligt - overi den angst jeg oplevede som gav de gængse rysteture/koldsved/usikkerhed etc etc. tror ikke jeg behøves og udpensle det mere herinde.

Jeg søgte ny læge og kom til samtale denne gang oplevede jeg en læge der lyttede, men så også blevet det værre på det tidspunkt, hun mente klart der var tale om depressions tegn, hvor mild/svær depression turde hun ikke udtale sig om og værdsatte jeg, i stedet for hun lukkede en gang ævl ud

Blev henvist til en psykiater dengang som efter sigende skulle være rimelig kendt (John andersen), men lige meget, kom til ham og var hos ham igennem lidt over et år, kedelig kedelig oplevelse for at opsummere, oplevede han ikke lyttede egentligt, men bar talte mig efter munden, og derefter sendte mig på en gang medicin.
Jeg gik på det og håbede inderligt at dette var det og jeg kunne vende tilbage, igen skulle jeg blive klogere.

Min kære MOAR er af den type som oplever HEFTIGE bivirkninger fra medicin, og jeg har åbenbart dette efter hende ifølge læge og psykiater.
Så alt jeg oplevede var ting som gjorde alt så meget værre, aggressivitet i en grad så jeg nu 1 år efter jeg er stoppet helt stadig har gjort ting jeg ikke har tilgivet mig selv for, vægtforøgning på 30kg+, sløret syn så jeg ikke kunne gå lige på nogen måde, kraftig forstoppelse, mundtørhed (af dem jeg kan huske i skrivende stund).
Var på 3-4 præparater igennem mit forløb.
Jeg valgte selv at stoppe da jeg 100% følte mig som en forsøgskanin og jeg KUN gik længere og længere ned, så efter lang tid overvejen fandt vi frem til at det var det bedste og stoppe, oplevede INGEN positiv virkning.

Ups - skal lige siges at 6 måneder efter jeg var startet hos min psykiater var jeg blevet henvist til en psykolog fra kommunen i henhold til kontanthjælps "aktivering".

Så jeg var både på psykolog og psykiater igennem 6 måneder.
Som sagt - efter et år stoppede jeg så hos min psykiater, og fortsætte hos psykolog som er den eneste der har formået og hjælpe mig bar lidt !.

Fik "kort" efter NY psykiater som jeg hurtigt stoppede hos, alt han ville var at høre min historie, for derefter og smide mig på medicin igen hvilket jeg afviste efter og have understreget meget kraftigt hvad jeg oplevede med medicinsk "hjælp", og så afsluttede han mig.

Igennem mit forløb med hvad min psykolog vil præcisere som periodevis svær depression, har jeg fået angst af flere former vidst. ( Panik og social angst i svær grad ), samt social fobi.. ligger vel i den sociale angst, samt noget der tyder på noget OCD, hvor svær/mild form tør min psykolog ikke sige.

Har inderst inde for mig selv opgivet inderligt - jeg har lidt den holdning nu som jeg ikke KAN ændre at jeg er her for andres skyld, ikke min egen mere på nogen måde, jeg gider ikke leve mere hvis det er under de her "krav".
Når tankerne har været aller værst har jeg det sidste halve år følt mig nødsaget til at straffe mig selv, og har nu 2 gange skåret i mig selv, første gang kun 2 små snitsår, men udført med en simpel nål for at påføre mest mulig fysisk smerte, anden gang hvor det gik alvorligt galt for andre end mig selv havde jeg siddet og skåret et rimeligt stort sår, nok til at blodet løb ned af mig til sidst.
Dette så min lillebror på 15 som naturligvist knækkede, og jeg ramte den eneste jeg ikke ville ramme, og har det ubeskriveligt dårligt - kort og godt er han grunden til at jeg ikke har sagt farvel, ønsker ikke at ødelægge hans liv og ved jeg at jeg VIL gøre hvis jeg vælger at sige farvel.

Men den aften gik det galt, mine forældre var godt på vej til at indlægge mig, jeg nægtede før jeg havde talt med min psykolog, men kort og godt kappede ALT over, jeg var halvt oppe i slåskamp med min stedfar, og politi/falck og vagtlæge kom forbi.
Jeg har i LANG(!) tid følt jeg var i vejen for alle - nu føler jeg det mere end nogensinde og at jeg ville gøre mange en stor tjeneste udover mig selv men at forsvinde.
(Jeg bor midlertidigt hos mine forældre, da jeg ikke "tør" være alene, kraftige angstanfald opleves i større grad når jeg er alene end når jeg er sammen med de nærmeste, og frygter jeg vil have meget let ved potentielt selvmord ved at være alene, og har det af ******* til med at være her, for jeg er en tikkende humørbombe, og føler jeg ikke at jeg kan tilbyde dem, men jeg kan ikke tænke klart, jeg KAN ikke være glad, jeg er træt af at holde facader oppe for at virke som om der ingenting er i vejen )

Har mistet min forlovede på det her grundet jeg var på vej til at trække hende godt ned, på trods af hun har kæmpet for mig i over 2 år.
Har mistet alverdens venner grundet mangel på forståelse, og nu det nået til at dem jeg nu støver op som hmm ja undskyld ordvalget "vil kendes ved mig", prøver jeg at skubbe væk - rent og skær for at beskytte dem selv da jeg føler jeg hiver folk med ned, og jeg ønsker ikke at skade andre, synes det nok at jeg er her.

Min kamp mod systemet har simpelthen gået over gevind, først nu efter de ting her er sket har de fået øjnene op, jeg blev lovet i midt november 2009 at kort efter jul ville min sag blive taget op for alvor, havde jordens bedste sagsbehandler, som støttede og kæmpede for mig hele vejen - selvfølgelig går staklen ned med stress, og nu sidder jeg tilbage med en ny og ny i faget og EKSTREMT uerfaren "idiot" af sagsbehandler som har sin lille fine bog at gå efter og i mine øjne er hun ikke klar til en som mig.

Efter lang(!) tids overvejen fra min psykolog, og efter mange timers møder osv. gennem 1½ år så valgte min psykolog som er imod at sende folk på førtidspension alligevel at prøve at kæmpe for en til mig, dette kører nu stadig i systemet, og det er nu nået så langt nu at jeg langt om længe er kommet til min næste speciallæge undersøgelse med psykiater Britta B. winther. som skal lave sin udtalelse for at min sag kan komme videre.

Derudover så kan jeg forstå at depression er arveligt i familien, og efter lidt gravning i min familie så er der flere der lider under alvorlig depression hvoraf 2 af dem er på FTP nu.

Ressourceprofil er lavet som taler temmelig stærkt for min sag og går imod en førtidspension, udtalelser fra 2x psykiater og 1xlæge er lavet.
Min læge støtter mig 100%, de 2 udtalelser fra psykiatere taler ikke direte FOR mig, men heller ikke direkte IMOD min sag, lidt svære at tyde vidst... men om ikke andet hvad min psykolog siger.
Nu ifølge min sagsbehandler er dette næste skridt med denne psykiatriste vurdering fra Britta. B. Winther... Ifølge min psykolog har jeg ikke SÅ meget at frygte hvad angår den samtale/møde med hende, da han kender lidt til hende.

Jeg er selv RÆDSELSSLAGEN for at tage til den, selvom jeg håber på det bedste til den samtale og måske få en diagnose / "noget" jeg kan bruge til noget.
Igen stor grund til det er at jeg er min egen fjende, der stort set ingen mennesker der kan "læse" mig som person, og tror jeg at bliver min akilleshæl til det møde med Britta - Jeg er VIRKELIG svær at læse som person, og hader jeg mig selv for (blandt mange ting)

Er der nogen her der kender til denne psykiater, og dem der kender til dette system i dybere grad, hvad vil i tro om muligheden for at få en FTP hovedsagligt baseret på en måske(!) kronisk svær depression.

Jeg har tidligere haft det super i mine ehh yngre år, og kæmpede som enhver anden IHÆRDIGT for en god "normal" fremtid med job og uddannelse, men som det har udviklet sig nu så kan jeg ikke sætte ord på hvor skrækslagen jeg er for at skulle ud på arbejdsmarkedet igen.. jeg kan ikke se mig selv derude igen i nogen som helst nær fremtid.

Hvad jeg er sur og ked af over er at de "kloge" ikke kan forstå det sku ikke er dem der bliver straffet her, det sku mig der har måtte vinke farvel til mine drømme, min fremtid, mit "liv-som-det-skulle-have-været".
Noget som har taget mig ekstremt lang tid at "acceptere" så godt som.

Ved ikke hvad jeg ville opnå med den her smøre, og hælden vand ud af ørene, men bar læst så meget herinde nu, så tænkte jeg ville prøve at smide min historie ind og se hvad nogle folk herinde sagde til den til en start, da jeg har set nogen har oplevet god støtte, og konstruktiv hjælp/kritik.
Beklager det måske er lidt rodet nogle steder, det skrevet over hele aftenen fra tid til anden da jeg ikke har overskud til at skrive det i en køre, stil endeligt spørgsmål, jeg har i de seneste måneder begyndt og opleve VOLDSOM hukommelses problemer, så måske gentaget mig selv og beklager jeg

Puh, sidder samtidigt og tænker på at slette det igen, da jeg ikke ved om det er "værd" at poste, men tjaaaa, desperat er vidst ordet der dækker mig og gjort i noget tid, så enhver ting vil jeg sætte pris på af kommentarer.

Mvh.
En alt for ung mand der ikke ved om dette er værd at leve for.

[FrkNorden]

Puuh ha, hvilken forfærdentlig historie... Jeg kan genkende mange af dine symptomer og må nok sige, at jeg til stor del ved hvad du går igennem.... Desværre....

Men du - livet er ALTID vært at leve. Om ikke andet for din families skyld. Du gør ikke DERES liv lettere ved ikke længere at være her... Tværtimod....

Jeg er ikke så god til at komme med guldkorn, men jeg vil under alle omstændigheder sige "velkommen" til dig på denne side.... Bare det at læsse af, kan mange gange gøre at man kan overskue bare en dag mere....

De varmeste tanker

[buster]

allerførst -tak fordi du ville dele din historie med os -og velkommen herinde.

Dernæst: DU er noget værd -uanset hvad resten af verden måtte tænke og sige -HUSK DET!

Kan sagtes forstå og følge hvordan du har det og hvad du går igennem, tro mig, men lov mig blot én ting: drop det med at skære i dig selv -pleaaaase

Blir så uendelig ked og frustreret når jeg læser og hører om unge mennesker der vælger denne vej ud af problemerne(og har det selv på tætteste hold!)

Det er IKKE løsningen -men SPYT UD, råb, skrig ALT ANDET end dette.

Jeg har heller ikke de vise sten men jeg véd at vi er mange herinde som altid er villige til at lægge øre til

Hm, som jeg læser dit indlæg så kan jeg ikke se at du har nogen form for støtte eller lign fra fx Psykiatrien?
-eller nogen form for støtte via det kommunale system?

Kender du forøvrigt nogle gode selvhjælpsgrupper? Fx Livslinien: http://www.livslinien.dk/
(dem kan jeg varmt anbefale)

Nu fik du lige lidt spørgsmål at koncentrere dig om og lad høre fra dig igen.

[S_Phoenix]

#Frk norden.

Tak for ordene.
Ved godt man siger det er fejt og sige farvel osv, sådan har jeg også altid(!) selv haft det, men nu hvor man gennemgår det her må jeg indrømme min tankegang har ændret sig en SMULE, det er IKKE alle andre der gennemgår det her dag ud dag ind 24/7, så det nemt for andre at sige " det fejt at gøre det ".

Det er helt i orden - tak alligevel.

#Buster

En sjælden gang 2-3 gange om måneden kan jeg godt se jeg er noget værd, ellers ikke, og der ikke noget der ændrer dette før jeg ser noget positiv fremgang, er træt af systemet pisser mig (blandt mange) op af ryggen og næsten griner af det :-/

Mit skæren er stoppet, selvom det har været fristende siden (nu 3 uger siden det store sår blev lavet), mine tanker er ganske enkelt ekstremt stærke, og mere end hvad jeg kan bære, derfor desperate og STUPIDE løsninger
Men ikke gjort det som sagt, og gør det ikke, at jeg skadede min lillebror var for meget, så må jeg jo "bar" prøve og bide det i mig selvom det på ingen måde er blevet lettere... tværtimod.

Fra psykiatrien (og nu går jeg måske ud på dybt vand?), men der har jeg ingen støtte - derimod fra min psykolog har jeg 100%, kort og godt har han gjort ting ved mig som jeg føler jeg inderligt skylder ham mig liv for, folk der holder af mig kan takke ham for jeg er her nu!.

Det bogstaveligste taget fra det kommunale system nej - jeg klikker ikke sammen med min sagsbehandler, jeg er en stille og rolig person og altid været det, men var for nu en måned siden ca. til et akutmøde hos hende hvor i jeg ikke kunne tie stille mere, jeg blev temmelig sur, og egentligt oplevede en side af mig selv jeg ikke troede jeg havde, bankede lidt i bordet og sagde at nu måtte de få fingeren ud :-/

Men kort og godt så klart min psykolog jeg oplever størst støtte fra! Min mor en smule, men hun er ved at stå af og bebrejder hende intet dog.

Vil kigge på det link du har lagt ind.
Hvis NOGEN kan sige noget om Britta B. Winther vil jeg blive SUPER SUPER glad, skal til det møde/afklaring på onsdag, og er SÅ nervøs

[adbib]

Du skal tænke på at du er kommet ind i et system som er blevet over de sidste 5-9 år umenneskeligt og brutalt. Det er ikke værd at du tager dit eget liv for det.

Måske du skulle melde dig ind i en forening, som måske kan hjælpe dig. LAP eller deromkring.

[S_Phoenix]

Ved det desværre godt... Og at sige det ikke er det værd er nemt sagt (ikke negativt ment), men når man inderst inde har kastet håndklædet i ringen og 100% er her for andres skyld, så ved jeg ikke hvor fedt det er, og i det hele taget det værd

Suk!

Hvad angår foreninger osv, så det en super god tanke, dog ved jeg også det ikke er noget der bliver en realitet for mig, for kan ikke få mig selv til det hvor "dumt" det end lyder.

[LUM]

Naturligvis er din historie akkurat lige så god og velkommen som en hver andens, der til skriver du jo fint med afsnit og det hele, også selv om at det er langt, sys jeg det var til at læse.

Jeg har lige slettet en laaaaaaang tekst (jeg er slem til at skrive i evighedder) hvor jeg får sagt en masse men alligevel ikke helt det jeg gerne vil.

Jeg vil enlig gerne give mit besyv til din indlæg, men mit kære ADHD plagede hoved vil ikke som jeg vil (tal lige om personligehdsspaltning ik *gg*)

lidt kortere... Den med at, lære at leve med, at ens liv ikke bliver som men troede,/gerne ville, det med at skulle ligge alle ens forventninger til en selv om.
Naturligvis er det ikke noget man bare lige gør, kun de færreste kan det uden at ramme en krise, man skal jo ikke KUN leve anderledes, det er hele ens identitet, man skal finde en ny, og det er ikke et job for pattebørn.
Jeg tør næsten æde min gamle hat på at alle som en på k10 (af os der er her på siden pga sygdom/handicap) kender den tur.

Det er helt normalt, at du bakser med hvem du er, og hvem du skal blive, og det er helt ok at bakse, lige som at det er helt ok at du læsser vand ud af ørene, både her og der og alle vegne, jo mere du gør det, jo nemmere bliver det for dig at finde den rigtige vej, til hvem du er, og hvad der skal blive af dig.

Det er jo en form for ny omgang teenager du er ved at gå i gennem, du skal finde dig selv på ny, oven i har en alder, hvor det ikke er en naturlig del af din udvikling, klart det ikke er nemt.

Guderne skal vide at jeg og tusinde vis af andre mennesker, ved hvor hårdt og svært det er, måske især når man er ung???

[Nabokone]

Kære du.

Sikke et svært liv, du har haft de seneste år. Jeg tænker som en anden herinde: kognitiv terapi - og det kan ikke gå hurtigt nok.

Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor - men jeg har selv været meget, meget glad for at gå på fobiskolens 10-ugers kursus mod angst (panik- og social) og fobi. Kommunen betalte!

Herinde fik jeg så mange brugbare (og nemme) værktøjer mod angst, at jeg nu kan færdes blandt folk igen, stå i kø i supermarkedet, tage en elevator, rulletrappen, tog, bus og hvad ellers uden at have oplevelsen af at skulle dø eller blive dødeligt udmattet som at have løbet marathon.

http://www.wattar-gruppen.dk/fobisko...fobiskolen.htm

Artikel i femina om 10-ugers kursus: http://www.wattar-gruppen.dk/om_cent...016%202008.pdf

Det er 7-8 år siden jeg gik på Fobiskolen og det har været noget af det mest virksomme jeg har prøvet mod angst. Og når man kommer meget af angsten til livs, letter depressionen faktisk også. Jeg kan stadig opleve angst i spidsbelastningssituationer, men ved hvad jeg skal gøre og er ikke længere "angst for angsten". Hvis jeg skal sætte tal på, har jeg omkring 30 % angst tilbage - men er kureret for de 70 %. Og det er bestemt at foretrække frem for et living hell med 100 % angst.

Jeg ved du har gået til psykolog og haft glæde af det, så jeg tror, du er indenfor målgruppen til et kursus på en fobiskole. Jeg syntes det var fantastisk at blive undervist og høre kursister og lærere fortælle om nøjagtigt de samme symptomer som jeg troede jeg gik rundt og var helt alene om. Det bedste var at få redskaberne til at tackle angsten. Man får også individuel terapi under forløbet og det fik jeg helt utroligt meget ud af!

Jeg håber, det løser sig for dig på bedste måde.

Hvis du bor i København er du velkommen til at kontakte mig privat.

PS. Med hensyn til din fryg for mødet med psykiateren (som jeg ikke kender) tænker jeg på, om det kan være en idé, at du skriver et brev, hun kan læse mens du er der? Du siger, du er svær at læse som person - men på skrift lykkes det dig utroligt præcist at formulere, hvad du oplever som dine problemer og barrierer Ingen herinde er vist i tvivl om, hvordan det er at være dig - og du skriver så godt, at jeg er helt sikker på, det vil forstås af alle andre mennesker også!

Mange venlige hilsener fra

Nabokone

[S_Phoenix]

LEDUCE:

Altid "noget" at høre nogen kan støtte sig rimelig godt op af hvad jeg "lider under".

Jeg HÅBER på at få smidt en diagnose i hovedet på onsdag som først og fremmest kan hjælpe mig til at forstå lidt flere ting omkring mig selv, for jeg ved ikke hvad jeg skal tro/tænke/forstå omkring mig selv udover jeg uden tvivl fejler nogle ting der ikke er LIGE til at genoprette.
Støtter mig til nu op ad min psykolog som mener det er kronisk svær depression, hvilket også er mest logisk i mine ører.

Jeg BURDE have været indlagt, desværre så kan jeg ikke få mig selv til det af flere årsager - og tvangsindlæggelse som et par stk fra min familie meget gerne vil have kan ikke lade sig gøre (thanks god), så i bund og grund er vi vel samme sted et godt stykke af vejen?

Mht. at huske hvem jeg er, så rammer den MEGET plet på mig, jeg ved mindre og mindre hvem jeg er, jeg er her bare egentligt.
Jeg kan ikke genkende mig selv meget længere som person, og hader mig selv mere og mere som den person jeg er pt. og som kun forstærkes dag for dag.

Den angst du lider under hvor du ikke kunne mærke din egen krop, er 100% hvad jeg oplever de gange jeg HAR "straffet" mig selv, samt de gange jeg har overvejet det meget! - Jeg mærker ikke den fysiske smerte, men allligevel så fjerner den mine tanker i noget ala 3-5-10 min og det er "nok" til at jeg kan holde tingene kørende lidt længere tid

Den tanke der reddede dig er på ingen måde desværre i stand til at redde mig - jeg kan ikke leve med det her, og betyder det en evighed i *******- SO BE IT ! .. Det her er ikke værd for evigt at holde ud, det sorteste hul vises i skrivende stund flere gange dagligt, det har uden tvivl stor indflydelse mht. den psykiatriske vurdering da jeg VED hun kan gøre rigtigt meget - eller forlænge mit *******, og fra eget synspunkt gøre tingene SÅ meget værre, hvilket jeg ikke tror på jeg vil være i stand til at forsvare overfor hende, det hendes vilje, hendes udtalelse... Jeg frygter kort og godt blot for min egen tilstedeværelse hvis ikke jeg får ET ELLER ANDET jeg kan bruge til noget den dag. ** dybt suk **

Hmm, mener jeg skrev det, men jeg HAR været igennem et sandt medicin ******* som KUN tilførte meget dumme ting og forværrede ALT, inkl. ting jeg stadig kæmper med nu, et år efter jeg er trappet ud af medicin.

Jeg KAN ikke opleve de bivirkninger igen, det ikke den "normale" form jeg har oplevet det tvivler jeg ikke et sekund på, også efter at have talt med mange andre omkring det og hvad de oplevede.

Jeg har INGEN selvtillid - eller troede jeg, jeg havde lidt og den blev blot endnu mere knækket efter dette her, jeg er skræmt fra vid og sans hvad angår medicin, og ryger jeg på det må jeg smutte fra de gamle hvor jeg er halvt bosat pt. af sikkerhedsmæssige årsager - og går jeg herfra tør jeg ikke tænke på hvad jeg gør... Derfor... medicin? dum dum ide.

Jeg har ikke nægtet medicin - jeg gik ind til medicinen i bedste forhåbninger, men jeg skulle blive klogere... Er klar over det er at "nægte behandligtmuligheder", men er jo ikke tilfældet for mig ??

( Skal IKKE tages som et surt opstød, jeg er bare ude af mig selv, så det kan måske lyde hårdt, og er ikke meningen )

Der er ingen kognetiv terapi inde i billedet nej...

Jep, er "desværre" klar over det er en del af sygdommen i sig selv, en del jeg ikke kan kontrollere selvom jeg gerne ville, hvad du siger omkring at man først forstår hjernen i den led her når man har været psykisk alvorligt nede giver jeg dig 100% ret i... Det er om ikke andet noget der har ændret ALT for mig, og mit syn til voldsomt mange ting på godt og ondt...

Og gå i stykker ? det kan man vidst roligt sige ...

Hvis jeg kunne vende tilbage gjorde jeg det, men der SÅ mange barrikader der stopper mig, jeg har ikke mulighed for at vende tilbage.

Læge og psykolog fraråder på det kraftigste arbejdsprøvning for at det ikke skal forværre min situation hvilket VIL ske hvis jeg bliver "tvunget" ud i det.
Jeg lider under ret heftige sociale problemer der er direkte invaliderende...

Jeg siger inderligt TUSIND tak for dine ord, har læst dem i formiddags, men først "kunne" skrive noget nu

Jeg er virkelig glad for at høre medicinen hjælper dig, selvom du på en del
De folk der oplevede mig under min medicin "periode" vil klart sige nej, de ønsker heller ikke at se mig under det igen, de så hvilken virkning det havde på mig
Tro mig - kunne jeg fungere normalt og føre et "normalt" liv (definer normal anyone?), ja så gjorde jeg det godt nok da!

Jeg giver INTET for psykiatere, har haft 2, og begge har kun været unødigt fyld, og ord og piller jeg intet har kunne bruge til noget, jeg kan ikke bruge dem til noget, jeg er ubeskriveligt skuffet - men igen.. jeg er blandt de få som ikke kan "tåle" medicin, og det er jo deres primære område. (der andre årsager til at jeg ikke kan lide psykiatere samtidigt skal lige siges)

Min læge derimod, og specielt min psykolog skylder jeg ALT, jeg vil aldrig glemme min psykolog og hvad han har gjort, jeg tror godt jeg tør sige at han er grunden til at jeg sidder her nu, han lytter og giver mig en form for "modspil" jeg har brug for.
Mht. venner/bekendte der lytter så det MEGET(!) begrænset hvilket måske også gør tingene det sværere, min mor støttede mig meget.. rigtigt meget, men kan også mærke det ved at gå hende mere og mere på, så nu har jeg lukket lidt af, og indelukker meget af det i mig selv nu - blot for at "beskytte" mine nærmeste

Mine tanker er ekstreme - og de kan ikke fjernes uden videre.
De kan fjernes MEGET kortvarigt ( noget mellem 10 min til 1 dag ), og så de tilbage i mild/svær grad, og medicin tilføjer kun til disse tanker blandt andre ting... Puh, du må være træt af at læse omkring mig og mit forhold til medicin - sorry

Jeg kan sagtens følge dig i hvad du siger om værste tanker, samt når du har det "ok", jeg har det på samme måde egentligt - og kan ikke forstå jeg har gjort de ting jeg har gjort, men jeg kan ikke ændre på ting der er sket selvom jeg gerne ville.
Jeg føler jeg har skadet nogle folk i en grad jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv 100% for igen, og har kun en at give skylden for det

Jeg har MEGET MEGET svært ved at se at jeg kan få det godt igen, men... noget i mig.. en EKSTREMT lille del kan godt se det, jeg ved godt hvad løsningen er, men som bliver en kamp (måske????) at få... det er at få en FTP så jeg kan få fred til at arbejde med mig selv, få løst mine problemer i mig selv over en årrække, og derefter MÅSKE kunne vende tilbage som mit største ønske er... Jeg er ikke egoist og ser det sådan at jeg bare SKAL HA HA HA, men jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde mere og har brug for FRED.

Når jeg har det værst (som er ofte) giver jeg dig ret - jeg KAN ikke se noget godt, og det er der jeg bliver måske farlig for mig selv, for det ligger i mig, men tror der er en anelse større kraft der går imod at gøre "det" (desværre?)

Jeg er ret ligeglad, eller er jeg ikke... kunne jeg få NOGET positivt NOGET der kunne få mine øjne op som jeg kunne se støttede min sag så ville NOGLE af disse tanker også komme lidt på afstand i noget tid - dertil sagt ikke langt til at knække igen.

Det er både fysisk og psykisk ja, dog naturligvist mest psykisk *SURPRISE*
Alt den snak med seriton osv kender jeg alt for godt til, desværre er det ikke "bare" løsningen for mig.


LUM:

Tak for velkomsten alligevel =)
Det er meget langt, ved jeg godt, men jeg har MEGET svært ved at forholde mig kort på skrift og haft i mange år, og så igen synes jeg ikke jeg kan gøre det kort hvad dette her angår. (egentligt udelukket en del ting tror jeg hmm)

Ærgrer mig en DEL hvis du har slettet en lang tekst der var til mig eller ???
ALT kan bruges lige nu for mig... også selvom det kan virke rodet.

Hehe, tak for et lille smil.

Suk .. ja... stadig noget jeg har meget svært ved at acceptere helt.
Jeg er KUN 25, jeg havde så mange ting jeg gerne ville, og som det er nu er der MEGET der tyder på det stopper her i X antal tid.
Jeg VAR en "fighter" hvad disse ting angik, og se nu ?

Det er BESTEMT ikke noget man bare gør. Jeg vil egentligt godt lige sige TUSIND TAK, du har lige sat ord på nogle ting jeg i de seneste uger ikke har kunne sætte ord på selv der sker i mig... specielt i øjeblikket sker en DEL jeg ikke kan forstå ved mig selv, der noget i mig der ændrer sig (til det værre kan jeg mærke) og kan ikke sætte ord på hvad, noget af det ramte du dog med

"et er hele ens identitet, man skal finde en ny"

Men JA!, det er virkelig noget jeg har svært ved, som sagt tidligere jeg har svært ved at finde ud af mig selv, og hvem jeg er, mister mere og mere den person jeg er/var for hver dag

Det meget rart at du skriver det ok, men alligevel er der en del i mig der går ind og siger " det ikke deres problem", samme del af mig som overvejede at slette dette indlæg fra starten af da jeg havde skrevet min historie.
Jeg håber jeg en dag finder ud af hvem jeg egentligt er, og hvordan jeg skal forholde mig til alt det her, for pt. kan jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst

Du rammer meget godt plet, med " en ny omgang teenager ", det føles et langt stykke af vejen som det, og nej, min alder synes jeg bestemt ikke er med mig, ved ikke om jeg rammes hårdere end en på 40-45 år, men det er på INGEN måde nemt og forholde sig til, sådan ca. en umulig kamp for mig pt.

Tusind tak for dit indlæg. Gav lidt at tænke over.


NABOKONE:

Som sagt så der ingen kognitiv terapi inde i billedet, og lige nu er jeg "ligeglad" vil bare have fred og ha min gamle sagsbehandler tilbage ... og når det kommer til stykket sker intet af det vel

Ved ikke hvor svært det er kontra andres, men svært nok til at den anden side virker indbydende nok.
Er bosat på vestsjælland, ikke inde ved KBH dog...

Fobiskolen har været oppe og vende før, men der var et par ting som gjorde det faldt til jorden igen fra min læge og psykolog.

Mine sociale problemer er SÅ ufatteligt svingende og at det svingende gør det egentligt blot så meget mere frustrerende i det lange løb, jeg kan virke til at have det ok i noget tid, og kort efter så skal jeg bar VÆK VÆK VÆK og kan kun gå for langsomt... Går helt i sort over det.

Vil tage et nærmere kig på den femina artikel, selvom det nok "bar" er noget der ryger ind og ud igen

Ville være rart at kunne kontakte dig privat, men som sagt desværre ikke bosat derinde.

Jeg har søgt på nettet da jeg fik brevet med hendes navn, og hvad der skræmmer mig SÅ meget er at jeg KUN kan finde positivt om hende ud fra de få sager folk har omtalt hende i.
Det skræmmer mig på den led, at med mit led så skal det nok passe at hun ikke kan/vil hjælpe mig i den forstand som jeg har BRUG for.

Min psykolog "griner" af mig over det, fordi jeg er en frygtelig sortseer, han kender lidt til hende også, og hvad han kender til hende så siger han at jeg intet har at frygte umiddelbart, og eftersom der ikke er nogen jeg stoler mere på end ham så er jeg virkelig i tvivl og blevet endnu mere bange ... og kan ikke sætte ord på hvorfor

Mht. dit råd så HAR jeg gjort det, gjorde jeg det ikke så ville jeg kun straffe mig selv, og en masse ting ville ikke komme med som skal med.
Indtil nu skrevet 6 sider i meget detaljeret form, håber bar hun vil læse det til vores møde, men JO jeg er meget svær at læse, det kan der ikke stilles tvivl til. - ikke desto mindre tusind tak alligevel !

Min "styrke" ligger klart i det skriftlige, jeg lukker meget af som person når jeg skal snakke med folk så det mit eneste håb hun kan få nok ud af det ved de papirer jeg har skrevet til nu.


ZANIA:

Jamen det kommet SÅ "pludseligt", først efter jeg knækkede selv fandt jeg ud af at der ER heftig depression i min familie, hvoraf 2 ER kommet på FTP.

Jeg havde så mange planer, og gør BAR ondt at tænke over

Du lider under noget ala det samme kan jeg høre som mig selv... hmm...
Frygter arbejdsprøvning, håber ikke det bliver en realitet, men må tiden vise...
Krydser fingre for dig !

Hvad angår arbejdsprøvning så skal det klart være noget realistisk for mig også hvis ikke jeg skal knækkes mere...håber bar ikke de ignorerer det.

Alle sammen - TUSIND tak!
Var sku rart at læse jeres svar, og ser frem til hvis der kommer flere.

Puh ... Den var hård at komme igennem :O

[Leduce]

Hej igen ..
Jeg kan godt forstå dig i meget du skriver ...
Men jeg er også uenig i meget ..

Nu har du ikke været indlagt ...meeen er du klar over hvor dejligt det er ??ja folk der læser dette tænker jeg er mærkelig men jeg havde da også mine skræmme tanker om det og filmen "gøgereden " kom da i tankerne (det gjore det så på alle der var indlagt der sammen med mig )fik jeg af vide af dem senere hen .

Jeg ser på stedet som et sted hvor du kan få den eneste ro som du ikke finder ude i samfundet ...man har ikke nogle mennesker omkring sig man skal tænke på ...
Det eneste man skal tænke på er en selv ...KUN en selv ...(ja og er man længst ude kan man ikke engang overskue det ...

Der har da været mange gange siden jeg har tænkt at jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage ..bare sådan 14 dage ..ja det ville være skønt

Du har altid en der lytter på få meters afstand ..har du brug for en snak er personalet der for dig ..samt har du

fysioterapeuter der træner med dig ..laver afstressning øvelser og hvad du ellers har brug for ...
psykologer der er nogle af de bedste her i landet ..
samt psykiater/overlæger der finder frem til hvad ..Ja medicin der passer til dig ..(havde en overlæge/psykiater)ja der nærmest var synsk han vidste lige hvordan han skulle hjælpe mig ) Ham takker jeg for mit liv idag

og ja der er andre syge ..men jeg så dem som faktisk rimelig normale mennesker der "bare " var kede af det som mig ...man fik et kæmpe sammen hold med disse menesker fordi de alle vidste hvordan det var at være syg ....men jeg kunne stadig holde mig til min egen sygdom og mine problemmer ..de smittede ikke af på mig på den måde ...

Det jeg har været igennem er faktisk OGSÅ at jeg ikke ville tage noget medicin for mine lidelser ...men jeg er så uenig i hvad du skriver mht medicin ..jeg nægtede og hvad hjalp det mig ..da jeg endelig fik fat i en psykolog var det for sent ..for får du ikke hjælp mht din angst og deprission ..ja så er jeg rimlig sikker på at du kan komme til at komme helt derud hvor du kommer i en slags psykose ..det kom jeg ud i lige de dage før jeg blev indlagt ..og den var slem!!!
Jeg kunne ikke føre en normal samtale og dagene før jeg blev indlagt og var til en psykolog for første gang kunne hun godt se at hun slet ikke kunne komme ind til mig ..hun ringede hurtigt til en psykiater der prøvede at hjælpe men jeg var kommet helt derud hvor jeg ikke kunne bunde ..og jeg blev indlagt ...
Og ja jeg var 25 år ..lille tynd og blondine ....(var nede på 45 kg)

Jeg må være ærlig når jeg skriver at jeg kan godt nævne nogle antidepressive piller(et par mærker ) som jeg er sikker på du evt ikke har prøvet ...
jeg blev også først smidt på nogle som slet ikke var stærke nok til mig ...som slet ikke virkede nok ..men man var nød til at prøve sig frem .....
jeg var fuldstændig ligeglad med hvad der skulle prøves bare jeg fik de bedre!!!