Midlertidig ftp til borderline?

[Girlscout]

Hej alle.
Jeg er sygemeldt siden november sidste år, altså et år her til november.
Jeg får sygedagpenge. Jeg er enlig mor til 3 mindre børn, og har fået diagnosen borderline (en svær personlighedsforstyrrelse), desuden lider jeg kronisk af migræne, ml 1 og 3 anfald om ugen.
Jeg kan ikke få fleksjob, fordi jeg ikke er færdigbehandlet.
Psykiater mener jeg kan behandles med godt resultat, psykoterapi. Tidsudsigter: Flere år!
Ventetid til behandling: PT ca ET ÅR!

Så er det jeg spørger.... tror I der er en chance for at jeg kan tilkendes midlertidig førtidspension, med revurdering efter fx 3 eller 5 år?

Jeg har lige fået sat min aktivering ned fra 10 til 6 timer, da det er for belastende for mig.

Håber på svar!! Og spørg gerne uddybende.

Jeg er rigtig rigtig træt af ikke at kunne det jeg gerne vil, og ikke at kunne få behandling, når jeg bare SÅ gerne vil have et "almindeligt" liv...

KH S

[Falkes]

Kære S

Jeg skal ikke kunne svare på om du kan få midlertidig ftp, det er nok noget du må tale med din sagsbehandler om.

Blot vil jeg sige at jeg føler med dig, jeg lider selv af en psykisk sygdom parret med migræne/spændingshovedpine og ved hvor svært det er at få hverdagen til at hænge sammen med både en psykisk og fysisk diagnose.

Kan slet ikke forestille mig hvor tapper du må være, når du også har 3 mindre børn at skulle tage dig af, ud over dine lidelser.

Pøj pøj med din sag (jeg selv står også overfor at skulle søge ftp inden længe)

[Carmen]

Kære Odense!

Er det 6 timer om ugen, du max kan klare?

Altså, det er et virkeligt svært spørgsmål, du stiller...

Man får jo nærmest indtryk af her på K10 (incl. mig selv), at man skal ligge som en visen grønsag i et hjørne, før man vil anerkende, at der ikke er en restarbejdsevne tilbage.

Jeg ville spørge mig selv, hvor realistisk det er at blive ansat i 6 timer/uge.

Det ville jeg holde op mod, hvad der kræves af mig hjemme for at tingene hænger sammen.

Konklusionen ville jeg gå efter!

Det kunne være at søge en §17.

Det har jeg gjort, men har så også fået afslag.

Men så tager jeg den derfra - for JEG, og ikke en forvaltning, der har bestået af 45-50 forskellige sagsbehandlere over 11 år, ved hvordan min hverdag hænger sammen, eller rettere ikke hænger sammen.

Jeg ved ikke noget om Borderline, men jeg kender migræne og døgn, der bare "forsvinder"... Anfaldene står ikke i kalenderen, så man kan ikke planlægge sig ud af det.

At du overhovedet klarer at være Single-Mom i hverdagen til 3 mindre børn er vildt flot!

Og du og dine børn er det vigtigeste for Jer fire - det SKAL hænge sammen i hverdagen.

Senere kommer helt sikkert folk på herinde, som kan give dig kompetente råd om dit hvilende pensionsspørgsmål!

Pas godt på Jer selv, alle fire!

[malofa]

Prøv evt at kigge denne tråd: http://www.k10.dk/showthread.php?t=12438 Der er en afgørelse om pension til en person med så vidt jeg husker depression og personlighedsforstyrrelse.
Jeg kan SÅ godt følge din tanke for netop at få den ro, man har brug for til sin terapi. Mine terapeut timer bliver oftest brugt til at få samlet mig op efter div trælse indslag fra kommunen.

Held og lykke med det.

[Girlscout]

Tak for jeres svar...
Jeg kunne ikke lige koncentrere mig om den anden tråd, selv om det ser interessant ud.
Jeg vil lige tilføje, at jeg ikke føler mig som førtidspensionist-klar.
Jeg har før arbejdet fuld tid (da havde jeg ikke så mange børn, og vi var to om det...)
Jeg forestiller mig, at engang, når jeg får det bedre pga behandling, vil min migræne og¨så blive bedre. OG når børnene engang bliver noget større, og endda flytter hjemmefra (nogle af dem), eller måske kan være mere hos deres far.... SÅ skal jeg til at arbejde igen...

Men indtil da.... ja, hverdagen er meget skrøbelig, og jeg skal passe rigtig godt på mig selv, for at bevare et rimeligt overskud til mine børn.

Sig det ikke til nogen... men nogle gange tænker jeg, at min eneste udvej er at aflevere børnene et eller andet sted... for selv at overleve.

Men det var før jeg fik Lamictal, stemningsstabiliserende... det reddede mit liv, tror jeg.

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af K.41.Odense

Men indtil da.... ja, hverdagen er meget skrøbelig, og jeg skal passe rigtig godt på mig selv, for at bevare et rimeligt overskud til mine børn.

Sig det ikke til nogen... men nogle gange tænker jeg, at min eneste udvej er at aflevere børnene et eller andet sted... for selv at overleve.

Men det var før jeg fik Lamictal, stemningsstabiliserende... det reddede mit liv, tror jeg.

Ja det er så mig igen, fandt lige dette i tråden og undskyld at jeg tager den op, men jeg vil bare sige til dig at du over hele hovedet ikke er den eneste der har haft det sådan. Jeg kender desværre rigtigt meget til de dage hvor man bare håber på at ungerne bliver længere i SFO, tager hjem og leger med nogle, eller enddog sover hos venner. Det er som en drøm, så kan man bare blive på sofaen og være sig selv.

Det er hårdt at tænke sådan og have det sådan for man vil jo frem for alt sine børn. Jeg blev skilt for 3 år siden da jeg også blev syg, det var en befrielse, at blive sig selv igen, børnene skulle fortrinsvis være hos mig af hensyn til farens arbejde. Det holdt hårdt, men jeg så det ikke. Slæbte mig bare afsted. Da jeg så havde være i arbejdsprøvning og min søn allerede mere eller mindre boede hos sin far, som han også elsker, der måtte jeg også få overdraget min datter, jeg kunne bare ikke mere. Det var ultra hårdt også det at undvære dem. Pt bor de fast hos deres far, men vi bor tæt på hinanden, så jeg ser dem hver dag. Tillige kommer min datter og sover hos mig 2 gange om ugen den ene uge og 3 den næste, min søn sover her ca. 1 gang hveranden uge.

Det har holdt hårdt at komme til den konklusion at jeg og ikke mindst børnene nok har det bedre ved at bo fast hos deres far. Lige i øjeblikket har jeg dem 2 uger fuld tid, da faderen er ude at rejse, det er dejligt, men også hårdt. Jeg er så heldigvis kommet på noget stærkere medicin, så jeg håndtere min angst noget bedre. Desværre har vi ikke familie der kan hjælpe, men vores unger er heldigvis så store 11 og 13 år at de også kan meget selv.

Har du mulighed for det syntes jeg at du skal få noget hjælp til at passe dine børn, hvor meget er de hos faderen ? Ikke mindst under din sag med kommunen vil du måske føle dig endnu mere presse, jeg kender godt den lettelse det er når de er gået i seng og man bare er sig selv. Nu kan jeg bedre nyde at de er her, for jeg ved at de også har et andet godt hjem, så jeg kan blive aflastet hvilket jeg klart også har behov for.

Nå men jeg ville bare lige sige at jeg sagtens kan forstå dig, men er det muligt for dig at søge aflastning evt. ved at de er noget mere hos faderen og det er ok med jer begge, så vil jeg klart opfordre dig hertil. Tænk sig at hvis det var faderen der var syg, så var det jo ikke noget problem at du/moderen tog ungerne noget mere, det er blot et spørgsmål om rolle fordeling og vi har jo alle ret til den hjælp vi kan få til at få det bedre.

Kh. EE

[Girlscout]

I øvrigt... hvordan ser socialforvaltningen på det faktum at man er alene med fx 3 børn?

Jeg kendte en socialrådgiver, (ikke særlig sympatisk var han), han sagde at det at være alene med børn, ikke var nogen "undskyldning" for særlige hensyn ift fleksjob, ftp osv....
Det var ens eget valg....

Nu er jeg den type der har et rimeligt strengt over-jeg, der ofte dunker mig i hovedet med skyldfølelser...

Så derfor føler jeg mig ofte bare som en doven, utilstrækkelig, arbejdssky enlig taber-mor.. Men jeg ER en god mor, og mine børn er bare dygtige, veltilpassede glade børn... heldigvis-

[popiae]

Desværre er der nogle kedelige typer inden for faget.

hvis du får en sådan bemærkning en anden gang, ber du om at få det skriftlig, med henvisning til lovgivning.

VH Popiae

[MorWettendorff]

Jeg er også alene med 3 børn, og jeg har hørt fra flere sagsbehandler, og andre der er alene med deres børn, de tager slet ikke hensyn til du er alene med dem, desvære.

[gunvor]

Hej K.41.Odense

Er du medlem af en fagforening, i så fald bør du kontakte denne for hjælp via deres sagsbehandler for, at få din sag på rette køl med din tidshorisont. Ved ikke om du på din baggrund kan få en midlertidig FP.

Da borderline tidl. har været en "rodekasse", er det vigtigt at få fat i god ekspertice på området. Lars J.Sørensen, chefpsyk Nykøbing Sj. har stor viden på dette område, Samtidig findes der en forening: http://www.borderlineforeningen.dk/, som må også kan være behjælpelig m. at pege på en god PSYKOLOG m. dette som speciale.

Lamictal gives for elepsi og bipolar sygdomme (sidstnævnte for at stemmingstabilisere).

Forstår udmærket, at du ind i mellem kan føle dig presset, da du oveni er mor til 3 børn. Men desto vigtigere du får kompetent hjælp fra en uafhængig sagsbehandler og en god psykolog. Sidstnævnte koster jo penge, hvorfor det måske ville være en ide at søge om hjælp til.

mvh. Gunvor