Når familier stævner det offentlige for svigt....

[phhmw]

https://www.berlingske.dk/indland/do...g-paloma-ramte

Domstolene skal afgøre, om børnehavebørnene Frigga og Paloma ramte velfærdsstatens nedre grænse

To principielle sager om Københavns Kommunes behandling af små børn med særlige behov, kan afgøre hvor lidt det offentlige kan slippe afsted med i forhold til borgere.

Frigga var endnu ikke fyldt tre år og kun lige startet i børnehave, da hendes forældre modtog det anonyme brev. Det var tydeligvis skrevet af en person med indgående kendskab til børnetal, overbelægning, personale og børn som Frigga med særlige behov på hendes stue i børnehaven. Brevet sluttede med ordene:

»Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være bekymret for jeres barns trivsel, jeres barns udvikling og til tider jeres barns sikkerhed! Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være … bange!«

Friggas mor, Kira Juul, brød sammen, og forældrene holdt hende hjemme, indtil ledelsen overbeviste dem om, at det var sikkert at sende hende afsted. Det skulle de ikke have gjort.

En pædagog opsøgte grædende Kira Juul og fortalte, at hun ikke kunne mere. »I må kæmpe børnenes sag. For ledelsen lytter ikke til os,« sagde pædagogen ifølge Kira Juul. Senere interne rapporter fra kommunen bekræftede, hvilken hverdag Frigga var en del af. Den var fyldt med uro, ustabilitet, forvirring og massiv mistrivsel. I dag omtaler Frigga sin gamle institution som »der, hvor jeg altid blev slået.«

Hele vejen til Højesteret

Friggas mor, Kira Juul, beskriver sin datters knap ti måneder i børnehaven Nabohuset fra oktober 2019 til juni 2020 som et regulært »omsorgssvigt«.

Det kulminerer i denne uge i den ene af to sager som forældre med økonomisk støtte fra flere organisationer har anlagt mod Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, der skal besvare spørgsmålet: Hvor går velfærdsstatens nedre grænse?

»Essensen er, at vi nu beder domstolen vurdere, om vi som samfund er nået under det nedre niveau i de konkrete sager. Det er en principiel sag om, hvad vi som samfund kan tillade os over for børn med funktionsnedsættelser,« siger Thomas Taguchi, der er overordnet advokat for forældrene i de to sager.

Sagerne kommer i kølvandet på flere års massivt forældreoprør for bedre vilkår i landets daginstitutioner. Professor emeritus i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher har beskæftiget sig med dagtilbud i en menneskealder. Hun mener, at sagerne stiller nogle afgørende spørgsmål:

»Det er principielle sager, som jeg tror går hele vejen til Højesteret,« siger hun.

I begge sager mener forældrene, at forvaltningen i Københavns Kommune er skyldig i at bryde dagtilbudslovens paragraf 4, der fastslår, at kommunen skal sikre at børn, der har behov »for støtte for at kunne trives og udvikle sig, tilbydes en sådan støtte i tilbuddet«.

»Det principielle er, hvilken ydelse der skal stilles til rådighed i forhold til den ret, der ligger i dagtilbudsloven. Hvad skal et velfærdstilbud indeholde? Hvad har hvert enkelt barn krav på? Hvad har man som barn ret til, når man går i institution, som skal gøre en egnet til at vokse op i det danske samfund?« siger Kirsten Ketscher.

Uforsonlig kamp

Frigga var langtfra det eneste barn, der mistrivedes i Nabohuset. Gennem flere år var institutionen præget af massiv personaleflugt, samarbejdsproblemer, manglende overblik og meget højt sygefravær. Det udviklede sig til en uforsonlig kamp mellem forældregruppen og den øverste forvaltningsledelse. Da det var værst klagede hele 98 forældre over forholdene og håndteringen for at sikre ordentlige vilkår for børn og ansatte i institutionen. En intern rapport bekræfter, at forvaltningsledelsens håndtering var med til at eskalere konflikten.

»Det har mildest talt været en opslidende kamp,« siger Henriette Høj Gharib, der var tovholder for forældrene:

»Vi tror, vi lever i et velfærdssamfund, hvor vi passer på de svageste. Men jeg er rystet i min grundvold over den herskende inkompetence og modvilje, der sidder i den øverste forvaltning, der ellers skulle passe på børn. Og den manglende politiske vilje til at gribe ind og fjerne brodne kar og en forrået kultur,« siger Henriette Høj Gharib.

Begge sager er af så principiel karakter, at flere organisationer, blandt andre FOLA – Forældrenes Landsorganisation, har valgt at støtte familiernes sager økonomisk.

»Der er ikke mange andre steder, hvor man kan lave fejl, der har så indgribende virkning på børns liv, uden at det har nogen konsekvens for dem, der laver fejlen. De pågældende ledere er stadig ansat på samme områder i dag. Vi håber, at sagerne kan medføre en forståelse hos Københavns Kommunes forvaltning om, at de skal leve op til dagtilbudsloven, og at det skal have en konsekvens, når man ikke gør det,« siger formand for FOLA, Signe Nielsen.

Paloma er blind

Den anden sag handler om Paloma, der er født blind og gik i en anden institution under samme områdechef og forvaltning.

Da Palomas forældre opdagede, at hun var blind, glædede de sig over, at hun var født i Danmark. Der ville blive taget hånd om hende. Virkeligheden viste sig at være en anden.

»Paloma er blind, men kognitiv almindelig, og derfor ryger hun i en almindelig vuggestue, børnehave og skole. Vi regnede med, at der ville følge støtte med i form af en støttepædagog, for hun kan ikke indgå i en almindelig normering. Hun kræver en hånd til alt. En der kan guide hende, og være hendes øjne,« siger hendes mor, Rikke Hubert.

Men realiteten var, at selvom Paloma havde brug for en støtteperson i institutionen på fuld tid, var beskeden fra kommunen, at hun kun kunne få tildelt 15-20 timer. Det havde hun i begyndelsen, men ifølge forældrene fik de senere besked af forvaltningen om, at puljen med midler til Palomas støttepædagog nu blev helt nedlagt. I stedet skulle den selvejende institution selv finansiere støttepædagogen fra årsskiftet 2020.

Da det medførte et ramaskrig blandt medier og politikere, forklarede kommunen det som en fejl fra institutionens side, som de dog påtog sig ansvaret for. Familien kom til møde hos borgmesteren, og Paloma fik sin støttepædagog tilbage med flere støttetimer, end hun tidligere havde haft.

Det varede et års tid, så blev bevillingen skåret ned igen.

»Det kan man ikke. Det må man ikke«

Rikke Hubert har kæmpet for sin datter længe. Hun spurgte sin advokat, hvor mange der sagsøger kommunen. »Ingen,« svarede han.

Hun er træt. Det burde have være elementært, at hendes datter skulle have hjælp.

»Et blindt barn kan ikke …« siger hun og starter forfra.

»Hun er helt banalt til fare for sig selv, hvis hun ikke har en hånd til at føre hende. Hvis hun ikke får synstolkning, så er hun meget alene i verden. Det svarer til at få bind for øjnene eller blive placeret i et helt mørkelagt rum, uden nogen fortæller, hvad der sker. Det kan man ikke. Det må man ikke,« siger hun og tager en indånding:

»Jeg er bare mor og sypige, og jeg er blevet kastet ud i det her, og kan slet ikke overskue det, men det skal jeg jo, for jeg tager også en kamp for mange andre, der måske ikke har ressourcer til det eller er bakket økonomisk op, som vi er.«

Sagen om Paloma handler blandt andet om almindelig medmenneskelig snusfornuft, at børn, der ikke kan se, skal have hjælp.

»Vi mener, at det er et svigt ikke at sikre sig, at en blind treårig pige får den daglige støtte, som hun har brug for. Der må være et fornuftsmæssigt niveau for, hvornår en kommune ikke lever op til kravene i dagtilbudsloven. Man kan ikke blive ved med at tage støtte fra børn og samtidig sikre deres trivsel,« siger familiernes advokat, Thomas Taguchi.

Indtørret afføring

Mens Paloma på trods af sit synshandicap blev tildelt en helt almindelig plads i sin vuggestue og børnehave, gik Frigga på det der hedder en basisplads. Det er en plads for børn, der har særlige behov grundet for eksempel autisme, adhd eller som i Friggas tilfælde, at hun er særligt sensitiv. Et enkelt barn på basisplads svarer til fire børn og udløser større tilskud til institutionen, så de kan øge normeringen, løfte den pædagogiske kvalitet og understøtte indgåede aftaler.

»De specifikke aftaler blev ikke overholdt, der var konstant udskiftning af personale, flere børn blev meget udadreagerende og angreb hinanden. De var tre voksne til 12 regulære børn og fem basisbørn på stuen, og der var ofte vikar. Vi forældre måtte ofte blive der om morgenen, så det ikke kun var én enkelt medhjælper, der stod alene med det hele. Personalet gjorde alt, hvad de kunne, men normeringen var helt skæv, og der var dagligt mange sygemeldinger,« fortæller Kira Juul og uddyber:

»Vi kunne hente hende om eftermiddagen og konstatere, at hun stadig havde den samme ble på, som vi om morgenen havde givet hende på og endda med indtørret afføring i. Børn sad og kaldte ude fra toiletterne, uden at blive hørt af andre end os forældre, der gik ud og tørrede dem.«

Situationen blev ikke bedre af, at der både i forvaltningen og hos institutionen var flere fejl i Friggas sag. I en periode fremstod det som om hun var på en ordinær plads, hendes handleplan blev væk, og ifølge forældrene gav dele af personalet udtryk for, at de ikke kendte aftalerne i handleplanen. De kaotiske forhold kulminerede i sommeren 2020.

»I den sidste uge hun var der, kom hun hjem hver dag og var blevet slået, taget kvælertag på eller havde fået skubbet en skillevæg ned over sig af de store udadreagerende drenge. Vi frygtede til sidst for hendes liv og holdt hende derfor hjemme, imens vi fik overtalt den pædagogiske konsulent til at få akutflyttet Frigga til en ny børnehave« siger Kira Juul.

Dokumenteret kaos

I februar 2020 nedsatte Børne-Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus to interne undersøgelser for at få afdækket den massive mængde klager fra forældre i Friggas institution Nabohuset.

Kommunens interne revision konkluderede blandt andet, at »klagerne vedrørende personaleudskiftning og personalemangel, trivsel og arbejdsmiljø, forældresamarbejde og overbelægning er berettigede«. I rapporten erkender forvaltningen, »at der konkret har været udfordringer i forhold til børn i basisplads, herunder at der ikke har været styr på handleplaner for børnene«. Revisionen konkluderer, at klagerne vedrørende basispladser »er berettigede«, og at område- og klyngelederens håndtering af forældrenes utilfredshed »ender med en optrapning af konflikten«. Kommunens Intern Revision anbefalede blandt andet, at Nabohuset kom under skærpet tilsyn.

Berlingske har forelagt kritikpunkterne for Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. I et skriftligt svar understreger de, at de ikke er i tvivl om, at de har levet op til loven.

»Når det er kommet så vidt som til en retssag, så er det selvfølgelig fordi, at der er meget forskellige opfattelse af sagen, og om vi i kommunen har levet op til vores serviceniveau og vores forpligtelser. Vi i Børne- og Ungdomsforvaltningen begærer frifindelse, og vi ser frem til at få sagen afgjort i retten.«

Sagen om Frigga blev mandag behandlet i Københavns Byret som den første af de to sager. Mens kommunens advokat tilkendegav, at forløbet ikke var optimalt, argumenterede han for frifindelse med afsæt i tidligere højesteretsdomme, der har afgjort, at det er et økonomisk og politisk spørgsmål at prioritere serviceniveauet.

Sagen om Paloma bliver behandlet i retten tirsdag.

Forældrenes krav er, at forvaltningen anerkender, at det ikke var godt nok, og kommer med en undskyldning.

Der ventes at falde dom i sagerne om fire uger.

Det er en dom, der definerer, hvad vi kan tillade os at forvente af velfærdsstaten.

Hilsen Peter

TAK. til Berlingske