ADVARSEL Spareiveren er blevt usmagelig §102

[phhmw]

I dag mødte vi på anden dagen Københavns Kommune i retten.
Vi spurgte: Er der en nedre grænse for, hvor dårligt kommunen kan behandle børn?

Når man står overfor en myndighed som almindelig forælder med børn i mistrivsel, vil de fleste opgive at kæmpe. Særligt når kommunen adskillige gange har brugt feje tricks, kastet røgslør, spredt rygter og handlet i strid mod god forvaltningsskik.

Men nu får vi dommen ultimo september. En dom, vi har ventet på i 4 år. En dom, som måske kan få afgørende betydning for normeringen for alle landets børn, hvis den kommer for landsretten.
Vi venter endnu. Vi kæmper videre.

TAK til familien

https://www.berlingske.dk/indland/do...ejQz8G-zhIPkxQ

Frigga var endnu ikke fyldt tre år og kun lige startet i børnehave, da hendes forældre modtog det anonyme brev. Det var tydeligvis skrevet af en person med indgående kendskab til børnetal, overbelægning, personale og børn som Frigga med særlige behov på hendes stue i børnehaven. Brevet sluttede med ordene:

»Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være bekymret for jeres barns trivsel, jeres barns udvikling og til tider jeres barns sikkerhed! Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være … bange!«

Friggas mor, Kira Juul, brød sammen, og forældrene holdt hende hjemme, indtil ledelsen overbeviste dem om, at det var sikkert at sende hende afsted.

Det skulle de ikke have gjort.

En pædagog opsøgte grædende Kira Juul og fortalte, at hun ikke kunne mere. »I må kæmpe børnenes sag. For ledelsen lytter ikke til os,« sagde pædagogen ifølge Kira Juul. Senere interne rapporter fra kommunen bekræftede, hvilken hverdag Frigga var en del af. Den var fyldt med uro, ustabilitet, forvirring og massiv mistrivsel. I dag omtaler Frigga sin gamle institution som »der, hvor jeg altid blev slået.«

Hele vejen til Højesteret

Friggas mor, Kira Juul, beskriver sin datters knap ti måneder i børnehaven Nabohuset fra oktober 2019 til juni 2020 som et regulært »omsorgssvigt«.

Det kulminerer i denne uge i den ene af to sager som forældre med økonomisk støtte fra flere organisationer har anlagt mod Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, der skal besvare spørgsmålet: Hvor går velfærdsstatens nedre grænse?

»Essensen er, at vi nu beder domstolen vurdere, om vi som samfund er nået under det nedre niveau i de konkrete sager. Det er en principiel sag om, hvad vi som samfund kan tillade os over for børn med funktionsnedsættelser,« siger Thomas Taguchi, der er overordnet advokat for forældrene i de to sager.

»Vi tror, vi lever i et velfærdssamfund, hvor vi passer på de svageste. Men jeg er rystet i min grundvold over den herskende inkompetence og modvilje, der sidder i den øverste forvaltning, der ellers skulle passe på børn. Og den manglende politiske vilje til at gribe ind og fjerne brodne kar og en forrået kultur,« siger Henriette Høj Gharib.

Paloma er blind

Den anden sag handler om Paloma, der er født blind og gik i en anden institution under samme områdechef og forvaltning.

Da Palomas forældre opdagede, at hun var blind, glædede de sig over, at hun var født i Danmark. Der ville blive taget hånd om hende. Virkeligheden viste sig at være en anden.

Men realiteten var, at selvom Paloma havde brug for en støtteperson i institutionen på fuld tid, var beskeden fra kommunen, at hun kun kunne få tildelt 15-20 timer. Det havde hun i begyndelsen, men ifølge forældrene fik de senere besked af forvaltningen om, at puljen med midler til Palomas støttepædagog nu blev helt nedlagt. I stedet skulle den selvejende institution selv finansiere støttepædagogen fra årsskiftet 2020.

Da det medførte et ramaskrig blandt medier og politikere, forklarede kommunen det som en fejl fra institutionens side, som de dog påtog sig ansvaret for. Familien kom til møde hos borgmesteren, og Paloma fik sin støttepædagog tilbage med flere støttetimer, end hun tidligere havde haft.

Det varede et års tid, så blev bevillingen skåret ned igen.

»Det kan man ikke. Det må man ikke«

Hilsen Peter