Hvad ville I gøre?
 

Har næsten lige fået en besked på facebook fra en af mine bekendte og jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg skal reagere, lige nu er jeg bare slået helt ud.

Hun ved jeg er syg, hun ved jeg ikke har været på arbejdsmarkedet siden jeg blev sygemeldt fra min job i 2005. Hun ved jeg har haft flere tilbagevendende depressioner, lider af angst, har PTSD, bl.a. har problemer med stress og at jeg nu også har fysiske problemer. Hun har oplevet hvordan jeg knoklede en hvis legemsdel ud af bukserne i 2007 med at tage en 1-årig handelsskole og forsøge at finde elevplads, hvordan jeg har kæmpet som en gal og alligevel gik helt ned med flaget igen.

Vi har utallige gange "diskuteret" på facebook og på msn at jeg har det som jeg har det og jeg har MASSER af gange forsøgt at forklare hende hvordan det umulige sygedagpengesystemet hænger sammen. Stort set alle gange er det endt ud i at jeg har følt mig SÅ forkert fordi jeg er syg, ikke kan arbejde, at jeg nasser på samfundet og da bare burde have mig et job. Da talen en dag faldt på pension - hun spurgte - så gik det da helt galt med vores kommunikation.

Siden da, har vi stort set ikke talt om hvordan jeg har det, hvordan det går med min sag osv. og det er vel hvad... 4-5 måneder siden. Vi kan sagtens chatte om andre ting, ingen problemer der.

I dag har hun så sendt mig en besked omkring en elevstilling som hun præcis mener er mig

Dum som jeg jo er, så går jeg jo på TV2's hjemmeside og finder annoncen og læser den og jeg... ja... blev faktisk både ked af det og såret.

Den stilling kan jeg jo ikke bestride. Jeg har en tussegammel IT-uddannelse der er ved at være 8-10 år gammel, jeg har ikke grundforløbet på den her uddannelse og alt det man skal kunne - fleksibilitet, mange mennesker, skiftende arbejdstider osv - er præcis det jeg ikke kan holde til. Og det HAR jeg forklaret SÅ mange gange!!!

Jeg ved godt, at hun gør det i en god mening, men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal reagere og jeg ved da slet ikke hvad jeg skal svare hende, for jeg ved, at det ender alligevel ud i at jeg sidder og retfærdiggør mig selv og til sidst ender med, at jeg føler mig totalt mindreværd og en ussel plet på samfundet fordi jeg ikke kan arbejde.... og det er da også bare fordi jeg ikke vil lave noget, er doven, vil krydre røven osv.

Hvad ville I gøre? Hvordan tackler I sådan noget?

Jeg kan ellers rigtig godt lide hende, men jeg er også godt klar over, at hun hele sit liv har været igennem helt andre ting end mig, at hun har sit på det tørre og ikke skal kæmpe som mig og at hun derfor heller ikke har forudsætningerne til at forstå hvad jeg går igennem.
Men hvorfor føler jeg så at jeg skal retfærdiggøre mig så meget når der er noget?

Faktisk føler jeg mig ret ussel over at udstille hende her, men jeg har bare brug for at vende det her med nogen som med garanti ved hvordan jeg har det og hvad jeg mener.

Er jeg helt forkert på den ved at reagere som jeg gør?

Jeg giver Jytta helt ret og hla, husk på din veninde kan ikke "se" hvad du fejler, du vil aldrig kunne forklare hende hvilke lidelser du går igennem og hvordan du har det og det skal du heller ikke.

Hold din veninde og dit venskab med hende som I nu har det, så kan du grine lidt at hende i ny og næ, hun vil jo dig bare det godt. Nogle veninder er nemmere at tale med om ens helbred end andre og sådan er vi jo så forskellige.

Knus EE

Kære hla72

Jeg ville gøre som Jytta foreslår, men ville nu samtidig flette noget af det ind, som du har beskrevet.
Det kan vel forhindre hende i at spilde sin tid med at kigge jobannoncer for dig :D

Tak alle tre, kan godt se, at jeg nok bare skal være neutral og sige tak, pænt af dig, men det kan jeg desværre ikke... og så ikke mere... altså lige ud over at spørge om hun også har haft en god påske.

Jeg ved godt, at jeg overreagerer, det gør jeg altid når jeg bliver taget på sengen og den her var jeg slet ikke forberedt på at få.

Tak for jeres svar.

Jeg vil også gøre som Jytta foreslår

du skal ikke bruge kræfter på at forklare din sygdom, for når man efter så langtid endnu ikke forstår du er syg. Så kommer hun nok heller aldrig til det.
har været igennem flere venner på den måde og det er alså slut.
især når man igennem mange år ikke har haft nogen rigtig diagnose
de få stykker jeg har tilbage nu, har set mine lægepapir efter at have fået min diagnoser og så taler vi ikke mere om det.
kun om kampen mod kommunen.

Du bliver nødt til at sige fra og sige du har prøvet alt og hvis hun ikke kan acceptere det.
så vil jeg ikke kalde hende for en ven.
men det er min holdning

Kære hla72
Hvis du får dette sagt til hende :
Det var DET jeg mente, at du skulle flette ind på en eller anden måde.
Så må hun da kunne forstå ?
Ellers må du overveje DET venskab.

Nej, det er rigtigt nok hvad du skriver. Forstår folk det ikke når de har kendt mig så længe - vi er ikke nære veninder, men gode bekendte og har kendt hinanden i 3 år - så kommer de nok heller aldrig til at forstå det. Men inden i mig tror jeg jo naivt på, at jeg måske kan omvende folk.

Jeg har oplevet at rigtig gode nære veninder har forladt mig - to på en gang faktisk - fordi de blev trætte af jeg var syg og ikke bare ændrede mig. Det tager hårdt på en når man i forvejen ikke har den store vennekreds og ikke er så god til at få nære venner. Og når man er syg, så bliver det da endnu sværere.

Jeg tror også, at det at venner og endda meget nære venner/veninder har forladt mig, gør, at jeg reagerer som jeg gør. Og jeg har i forvejen issues omkring det at blive forladt, at være forkert og uelsket... det gør ikke ligefrem tingene lettere. Men det er så noget i mig og ikke noget jeg skal bebrejde dem der omgås mig.

Men du har ret, den der ikke kan acceptere at man er syg, er ikke en ven.

P.s.
Har nu svaret hende, ganske som I har foreslået. Pænt, venligt og uden anden forklaring end at jeg har ikke grundforløbet til uddannelsen og min tussegamle IT-uddannelse er forældet. Og så har jeg sagt pænt tak fordi hun har tænkt på mig og spurgt om hun også har haft en god påske.

Har valgt den diplomatiske løsning, men jeg kan godt følge dig :)

Ja det er ikke nemt og være syg.
kommune
læger
venner
famillie
ens egen tanker
usikkerhed

de ting til sammen, går det næsten umuligt og være syg. så når man har kæmpet i flere år i dette system. så er man alså syg.
ellers er man da først rigtig syg:rolleyes:, hvis man ikke vil væk fra dette system.
Men når man er syg og ikke kan klarer et arbejde, så er den alså bare ikke meget længere.
det må dem omkring en alså acceptere

men det er svært og kan udmærket følge hele din tankegang.
tro mig har været hele turen igennem

Tak MTVR1, du rammer præcis nerven i det hele.

:kram:

Kære Hla72 ..... Du er ikke forkert på den; men det er din bekendt som ikke 'lytter' ordentligt efter, når du beskriver hvordan du har det!

At du reagerer som du gør, tror jeg skyldes at du, indvendigt, er splittet mellem ønsket om at være rask og ude på arbejdsmarkedet og så den realistiske side af dig selv, der godt er klar over at sådan er det desværre ikke!

Når så et andet menneske stiller nogle op med nogle forventninger til dig, som du godt ved du ikke kan indfri, så dukker dit splittede jeg op til overfladen, og så bliver du din egen værste dommer!!!

Du ville jo aldrig tænke sådan om et andet menneske, som du gør om dig selv, vel? .... jeg mener "ussel plet på samfundet, doven, krydre røv" osv., når du godt er klar over at vedkommende er syg!!!!

Jeg synes du skal gøre som Jytta foreslår og så skal du lade være med at være så ond mod dig selv :kram:

Jeg kender også til det splittede selv, der godt ved at jeg er syg og ikke kan det ene og det andet mere, og så den urealistiske side, der er frustreret over at det er sådan og har svært ved at erkende fakta (er også den side der håber og drømmer om bedring), for det tager tid at få 'sjælen' med, at få bearbejdet følelsen af tab over man ikke længere kan det ene og det andet og man sørger naturligvis over disse tab af færdigheder og evner :(

Jeg ved måske at du ikke kan lide det jeg vil råde dig til; men jeg synes du skal undgå den slags mennesker, for du er endnu alt for psykisk sårbar til at kunne afparere de forventninger og krav fra andre mennesker, som du godt er klar over du ikke kan leve op til.

Du er jo heller ikke sat her på jorden for at leve op til alle andres forventninger, vel? .... Og så går der jo helt kuk i det, når man ikke engang selv har helt styr på og ro i sit eget indre univers omkring egne krav og forventninger til een selv. Er det ikke rigtigt?

Pas på dig selv, kære Hla72, for du kæmper i forvejen både indvendigt og samtidigt kæmper du for at blive afklaret i det kommunale regi, og det kræver altså sin KVINDE!!!!!

Masser af :kram: fra Hyanna

Hyanna, du rammer faktisk afsindigt godt plet på mange områder.
Jeg er en af den slags mennesker der har URIMELIGT høje krav til sig selv, højere end andre mennesker har, for så ved jeg, at jeg kan indfrie det jeg tror folk forventer af mig... giver det mening?

Jeg har en psykisk skrøbelig personlighed (det er konstateret af både læge og psykolog) og har haft det siden barndommen, men har altid dækket over det og selv folk der har kendt mig hele mit liv, ved faktisk ikke at jeg er så usikker, nervøs og bange for at gøre alting forkert.

Jeg ER meget splittet indvendigt fordi jeg ikke kan slippe de urimeligt høje krav til mig selv, krav som jeg tror er nødvendigt at have (spørg mig ikke hvorfor, min psykolog har også spurgt mig) fordi jeg tror det er det folk forventer.
Men samtidig ved jeg også godt, at jeg er syg, at jeg har mine begrænsninger. Jeg føler bare det er "forkert", så ganske som jeg har høje forventninger for føle jeg kan indfrie folks forventninger, så kommer jeg folk i forkøbet og nedgør mig selv inden folk gør det.. fordi jeg tror det er det de vil gøre.
Forstår du? (rodet forklaret, men kan ikke forklare det bedre).

Det rammer jo dobbelt hårdt, at jeg nedgør mig selv fordi jeg tror det er det folk vil gøre... ergo kan jeg jo lige så godt komme dem i forkøbet. Jeg giver folk LOV til at træde på mig.

Jeg undskylder meget fordi jeg har det som jeg har det. Et nyligt eksempel er, at jeg på min blog forleden skrev om jeg igen igen havde kørt mig selv totalt i sænk, at jeg ikke kan holde til det jeg gerne vil og faktisk føler mig forkert fordi jeg ikke kan så meget. Der fik jeg en kommentar, som gjorde at jeg faktisk følte jeg skulle undskylde og jeg følte mig SÅ forkert fordi jeg på min egen blog havde tilladt mig at skrive om hvordan jeg har det! Det er jo sygt!

Jeg har også været en pleaser hele mit liv, også selvom jeg egentlig er en temperamentsfuld, viljestærk og stædig person. Men hvis jeg er bange for at folk ikke kan lide mig, går fra mig, vender mig ryggen etc, så bliver jeg så selvudslettende, at det er helt vanvittigt.

Jeg tror også det er derfor jeg synes det er så hårdt at være syg og kæmpe i systemet. På en side kan jeg godt se, at jeg er syg, har mine begrænsninger, på den anden side bliver jeg helt panisk og får følelsen af der ikke bliver troet på mig. At jeg lyver, faker, snyder og bedrager. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal "bevise" at jeg er syg.

Så du har helt ret - kors det blev en laaang sang det her :p - der går totalt kuk i det når man ikke engang kan finde ud af sine egne forventninger til en selv. Og hvordan skal man så kunne afstemme dem med de forventninger andre folk rent faktisk har?

tak fordi der er rum til at læsse sådanne tanker og "problematikker" af :kram:

hla72
har også bestilt tid hos det en psykolog
selvom mit er fysisk og det sidste indlæg rammer 100 procent på mig også.
måske derfor vi har det så svært og være i dette system.
vi vil så mange ting og har tidligere gjort alt og stillet meget høje krav til os selv.
Men nu man det kun i tankerne, for man kan ikke udrette noget.

Håber du bliver glad for det og får det ud af det du håber på.

For mit eget vedkommende er det en lang og sej proces, har gået ved psykolog i snart 3 år... og selv det synes mange i mine omgivelser er ufatteligt. Er du da ikke kommet videre??!

Jeg tror du har helt ret i, at vi har svært ved at være i det her system fordi vi jo gerne vil, men det må blive i tankerne fordi vi kan ikke mere det vi gerne vil. Vores ambitionsniveau stemmer ikke over ens med vores formåen og det er altså en bitter pille at skal sluge.

Jeg tror ikke man kan gøre meget overfor den slags "venlighed" fra andres side.
I mit liv har jeg selv spontant aborteret et foster 29 gange og du skulle høre noget af den "venlighed" jeg har været udsat for.
Enten så skal vi bare vente lidt (Jeg tabte det første i 1989) eller også skal vi....... Nogen foreslår kondomer, selvom jeg har fortalt dem at vi gør alt for at blive forældre. Ja sådan er der så meget.
Man bliver squ ked af det når andre ikke som minumum gider at sætte sig bare lidt ind i ens situation, eller ganske enkelt nøjes med at lytte, når man fortæller dem noget, istedet for at være "skarpsindige".

Jeg har godt se den annonce som du henviser til. Umiddelbart kunne man via en mail fra Jobindex godt tro at den kunne være noget for dig. Men når man så klikker sig ind og læser mere om den, så er den ret avanceret. Jeg tror det er der det går galt for hende.
Men hvorom alting er, så tror jeg hun mener det godt. Og det er det der er vigtigt. Ligesom det er vigtigt for mig at når folk kommer med velmenende råd om at måske får jeg et barn hvis jeg lader være med at tænke på det - Ja så takker jeg altid og siger at det kan jeg da prøve. Jeg kan jo altid ryste på hovedet da jeg godt ved at der er under 1% chance for mig for at blive mor igen pga. genfejl mm.

Jeg er ikke kristen, men Jesus sagde: Tilgiv dem thi de ved ikke hvad de gør! Og uanset om han sagde det eller en anden skrev det, så er det kloge ord.

Som en anden skriver, så skriv tak tilbage - men at du er for syg til at bestride det desværre.

Jamen, kære Hla72, jeg skrev jo netop at du ikke er sat her på jorden for at indfri andres forventninger til dig!!!!!

Det er der ingen der er! Og jo, et af dine store problemområder er at du stiller så urimelige høje krav til dig selv!

Og jo, du har svaret på, hvorfor du stiller så store krav til dig selv! Det gør du jo, for at beskytte din sårbare psyke over for ANDRES krav og forventninger, som du tror du skal leve op til for at være et elsk-værdigt menneske og det uanset om de forventninger og krav er rimelige eller ej!

Bare for at du ikke tror at jeg skælder dig ud, så vil jeg lige fortælle dig at jeg selv har lavet en rigtig bommert over for min kæreste, Viper, og som kom op at vende her i påsken, fordi en bruger her på siden skrev at h*n overvejede at gå fra kæresten pga. vedkommende mente at h*n bare var en klods om benet på sin kæreste. Viper skrev et indlæg til personen og der kom det frem at da jeg talte om at han burde forlade mig, fordi jeg følte det på samme måde som den person, ja, så havde han følt sig såret og afvist.

Det havde han ikke fortalt mig og jeg skal da liiige love for at jeg blev meget ked af det og flov, for det var jo ikke meningen, hvad han da også godt var klar over og derfor ikke havde fortalt mig at han havde følt det sådan.

Var det lige en at tænke over eller hvad? For hvad handlede det også om? YES, mine egne krav og forventninger til mig selv, og ikke hans forventninger eller krav, for han har jo bare accepteret at jeg blev mere og mere syg; men det havde/har (slås da stadigt med det på det indre plan) jeg jo ikke!!!!

Jeg tror at vi alle sammen, mere eller mindre, kommer ud for disse indre konflikter og sorgfølelser m.m. når man bliver ramt af varig sygdom eller får varige skader pga. ulykke, og er også derfor vi bliver så sårbare over for iskolde og ufølsomme sagsbehandlere og over for venner og familie :(

Jeg er så godt klar over at du har haft det problem i mange år, og jeg vil så gerne hjælpe dig med at få styr på selvaccept og dit selvværd hvis jeg på nogen måde kan puffe dig lidt i den rigtige retning :kram:

Jeg ved også godt at du har brug for et langvarigt terapiforløb, for din psyke skal jo lære noget ganske andet end det din psyke har lært sig, og det tager lang tid og kræver megen øvelse .... Jeg øver mig stadig, og jeg har ellers øvet mig i mange år!!!

Men det indre arbejde er prisen værd, for at få ro på den indre 'arena' og så følger der også glæde med, når man endelig kan mærke at nu sker der fremskridt :)

Lige en ting til: Viper sagde dengang til mig i et noget vredt tonefald: "Ville du forlade mig, hvis det var mig der var syg?!"

"Nej, er du vanvittig! fløj det ud af munden på mig. "Jeg elsker dig jo!" ..... "Nå!" sagde han bare og så mig meget bestemt i øjnene, hvor jeg jo så kunne læse resten ;)

Og så er det jeg godt lige vil spørge dig om du tænker og dømmer andre mennesker lige så hårdt, som du tænker og dømmer dig selv? ... Nej, vel?

Ingen undgår at komme ud for urimelige krav og forventninger af ubetænksommme mennesker; men det er derfor også vigtigt at man kan skelne mellem hvad der er andres l... og hvad der er ens eget! ;)

De bedste ønsker for dig, kære Hla72 og så nogle flere :kram:

Nilla, tak :)

Jeg har skrevet til hende - se en kommentar længere tilbage. Har det ok med jeg har svaret hende som jeg gjorde og ikke begyndte på lange tåbelige forklaringer og retfærdiggørelser.


Hyanna... din kommentar til siger alt, så den får bare lov at stå som den gør.

Og tak for "opsangen" (du har helt ret, og den rationelle del af mig ved det også godt, det er bare den følelsesmæssige del af mig der dominerer) og alle krammerne. Du får lige :kram::kram: retur

Hvor er I kloge (-;
 

Jeg tror det er meget almindeligt at være hård ved sig selv. Jeg kender det desværre alt for godt. Når der er noget jeg ikke kan, tænker jeg "store idiot" Når der er noget andre ikke kan tænker jeg snarere "jeg må vist hellere hjælpe lidt" Godt når jeg lige kan se det lidt udefra. Tak til alle jer kloge mennesker på K10!!

At give slip på gode venner.
 

Ja det er en tråd der rammer plet desværre, men folk, der ikke kan relatere til ens sygdom kan bare ikke. Jeg har en far, der stadig ikke taler direkte til mig om min "sygdom", end ikke når jeg får ftp. tror jeg, at det vil "gå op" for ham.

Jeg tror/ved også at det kan være svært at se og mærke på mig hvordan jeg har det, for man vil jo heller ikke "kravle langs panelerne" hvis man kan være fri og sådan er vi heldigvis også indrettet os med "rod i kasketten" ;).

Mht. venner, der har jeg heller ikke mange, det har jeg aldrig været god til, men da jeg blev syg, fandt jeg den bedste veninde jeg kunne få. Det er så 4 år siden. Vi støttede hinanden i tykt og tyndt og hun var der altid for mig. Så mere eller mindre pludseligt sidste år følte jeg at det var mere og mere mig der kontaktede hende. Jeg ringede desværre også ofte til hende når jeg var nede og til sidst fornemmede jeg at hun "hældte vand ud af ørerne", når jeg ringede. Jeg tror dog, at hun gerne vil mig, men ikke har tid og alligevel ved jeg ikke rigtigt. Det er enormt hårdt at skulle smide en god veninde væk, men jeg "tør" ikke være den der holder fast hvis hun nu ikke vil mig, man vil jo ikke være til besvær.

Kender I det, med at give slip på gode venner fordi man føler de ikke har tid til en ? Det har de måske heller ikke, men vil de én så vil de vel én ?. Skal man bare vente til de kommer igen ?.

Undskyld, det var måske lidt en drejning af din tråd Hla, men stadig omkring venner, bare de gode af dem. :)

Kh. EE

Kender jeg godt. Jeg får også ind imellem stukket jobannoncer hen til mig. Jo tak, jeg skal bare liiige kunne komme ud af huset først.. Men tja, når det er i god mening, kan man bare tænke, de mangler en smule menneskelig indføling.

Lone

Det må være de andre i tråden der skal have den ros ;)

EE du skriver bare løs, den er til fri afbenyttelse tråden. Det er kun fint at vi kan udveksle erfaringer omkring hvad man lige gør når man er syg og ikke helt kan finde ud af at tackle venner og familie... og omvendt.

Ja, lige den med indføling, den tanke strejfer også mig.

Selv min mor -som ved hvor syg jeg er og hvor meget jeg kæmper - kan en gang i mellem finde på at komme med udsagn omkring at jeg skal have et lille arbejde, at hun har set det helt rigtige til mig osv. Men hvilken mor vil ikke gerne se sit barn være sund, rask og klare sig godt? Jeg kan sådan set godt forstå hende, men kors hvor jeg kan blive ked af det når hun begynder på det.

Min har altid fortalt at jeg var hypokonder og at jeg vist blev syg så tit fordi jeg ikke rigtigt gad at være på arbejde. Men jeg har en immundefekt så jeg er syg hele tiden. (Alligevel kalder de mig hypokonder:( )

he he ja nilla folk er ikke for klog, din historie fik mig lige til at tænke på min eks-svigermor som kiggede opgivende på min søn da han var lille og sagde til mig, du må godt nok have nogen uheldige gener siden han hele tiden er syg (senere fandt vi ud af at det var fordi han var multi allergiker) og kun på sin fars side af familien var der allergi og måtte så sige til svigermor akja akja de gener , tænk hvis han havde valgt sin far med omhu he he

Dine mor er lidt af dine gener :)

ja typisk!!! Min mor har været syg alvorligt 2 gange. Ellers er hun ALDRIG syg og min far har aldrig haft en sygedag.
Kender du det, at man nogengange ville ønske at de havde prøvet det på egen krop. Jeg er også allergiker og en masse andet.

Hvad med da du var barn var du ikke allergiker der ??? jeg ved som mor til en multi allergiker hvad det kræver at handle ind til sådan en størrelse (husker med gru den lange ud printet seddel fra diætist-en jeg havde med ned og handle og alle e nummere og farvestoffer skulle tjekkes ) jeg vil da mene at hvis din mor havde prøvet det med dig så burde hun om nogen kunne vise forståelse for dine forskellige sygdomme .. og jooo du kan tro at jeg engang imellem kunne tænke mig at dem der aldrig er syge skulle prøve bare en dag i en dårlig krop ;)

Ja tænk hvis vi kunne få 6 ugers ferie om året uden sygdom og smerter:(

Nej det var jeg ikke. Eller jeg tror ikke jeg var det. Dårligdommene forøges med alderen :)

Jeg kan ikke tåle rugbrød. Bliver syg og ryster over hele kroppen. Kun Swarstzbrot (stavning?)
Men hun serverer kun alm. rugbrød.

I bund og grund tror de ikke på mig selvom hun kan se det selv.

Jeg tog hende også med til optikeren som fortalte at jeg ikke havde noget samsyn. Siden det siger hun hele tiden, ah mon det nu er så slemt og jeg kan da heller ikke se for godt. (Men hun læser bøger hele tiden og jeg kan ikke læse)

Det er mig uforståeligt at man kan være så blind. Men ja, måske er det svært for forældre at acceptere at deres børn ikke er perfekte:(

jep
 

Kan kun sige ja hvor er jeg også væmmelig nogen gange, at tænke prøv det en dag at være i min krop, og syntes der er mange der kun ligger vægt på de dage jeg kan fungere nogenlunde, og tillader mig at gøre ting som alm. mennesker raske mennesker gør, som at tage på shopping tur, prøve at gøre lidt rent, tage 2 kvm af min store have og ordne, være sammen med venner til en hyggeaften osv., men de ser eller vil ikke se at det koster mig hver gang, ofte mange dage på langs ved at tro og prøve at leve bare lidt normalt ind imellem, og jeg edder magme ikke er på metadon plus andre stærke sm.stillende midler for mine blå øjnes skyld, og alligevel kan have så ondt at jeg ikke en gang kan klare mig selv i den periode, det er ligesom det ser man ikke, eller vil ikke ved det ikke altid, syntes virkelig man mange steder får nogle verbale tæsk, de har jo lige set en kunne det eller det, men ser de med øjnene bagefter hvad det koster ?, nej det gør de ikke, og mange har den holdning jamen du får da de sm. stillende så må du da have det noget bedre, men nej sgu ikke en gang med dem, kan jeg leve et rimeligt liv.
Og kan virkelig nogen gange tænde mig af at folk kan beklage sig over en skide influinza,forkølelse eller andet banalt, ja og de kommer sgu over det igen, men mange af os, vi lever i et smerte******* dag ud og dag ind, hvem ville bytte en dag, tage smerterne og tankerne fra en jeg kender sgu ingen.
:kram: til jer alle på k10

Hej alle

Denne tråd er en jeg vil følge med stor interesse - den sætter så BANG ord på LIGE så meget af det jeg tumler med - så meget at jeg slet ikke magter at læse alle trådene i aften.. piiv.... men jeg vil følge med - i er

super gode

til at sætte tingene i perspektiv og sætte ord på tingene.. sååå taaaak:kram:

Jeg kan kun give ret denne tråd vil jeg også følge for jeg tumler med de samme holdninger fra mine omgivelser....kan ikke lige nu overkomme at komme med nogle af de holdninger jeg er ramt ind i har nemlig lige nogle dage hvor jeg er nede, har været sammen med familien i påsken og det koster dage på langs men det kender i jo....

:kram: her fra